Hvis ikke forkerte væksttal florerede i valgkampen i 2015, havde Socialdemokratiet måske genvundet magten.

København. Socialdemokratiets daværende formand, Helle Thorning-Schmidt, kunne have vundet valget i 2015, hvis ikke væksttal fra Danmarks Statistik fejlagtigt blev halveret.

Det siger den tidligere statsminister i et interview med Jyllands-Posten.

Den opsigtsvækkende fejl betød, at Danmarks Statistik angav væksten i bruttonationalproduktet til at være 0,5 procent i snit fra 2012 til 2015.

Reelt set var væksten i Thornings regeringsperiode dog 1,1 procent i snit, blev det afsløret for et halvt år siden.

Det har fået politiske kommentatorer til at betegne det forkerte tal som en demokratisk katastrofe.

Den tidligere statsminister ærgrer sig over fejlen.

- Væksten spillede en stor rolle i valgkampen. Hvem ved måske havde vi fået flere stemmer, hvis de rigtige tal var kommet frem, siger Helle Thorning-Schmidt til Jyllands-Posten.

Interviewet finder sted, i forbindelse med at hun har rundet sit første år som chef for Red Barnet.

- Vores tal var jo gode i forvejen. Vi havde løftet Danmark inden for stort set alle de væsentligste parametre. Det havde bare set lidt bedre ud, hvis disse tal var kommet frem tidligere. Det er klart, at det havde stået tydeligere, hvis tallene fra Danmarks Statistik havde været korrekte, siger Thorning.

Valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet er enig i, at tallene potentielt kunne have ændret valgets udfald.

- Økonomien fyldte mindre under valgkampen i 2015 end i 2011, fordi det gik bedre. Men når det er sagt, var det jo en meget tæt afgørelse, hvor selv små ting kunne have fået en stor betydning, siger han til Jyllands-Posten.

Danmarks Statistik ser dog ingen grund til at beklage forløbet.

- Der var ikke tale om en regnefejl, men en revision, hvor vi indarbejdede datakilder, der ikke var tilgængelige før 2016. En væsentlig grund til revisionen var, at vi fik ny viden om de store virksomheders aktiviteter i udlandet, forklarer rigsstatistiker Jørgen Elmeskov til Jyllands-Posten.

/ritzau/