Grønland blev ikke kun ramt af et voldsomt jordskælv torsdag eftermiddag
En orkan har forsinket statsminister Helle Thorning-Schmidts møde med den grønlandske landstyreformand Kuupik Kleist og den færøske lagmand Kaj Leo Holm Johannesen.
- Hun skulle have været her klokken 14 til en rundvisning ved de gamle domkirkeruiner i Gardar, men flyet fra Nuuk er meget forsinket, fordi det har blæst med orkanstyrke. Så nu bliver det bare noget med hurtigt ind hurtigt ud til mødet, siger fotograf John Rasmussen, der skulle tage billeder af statsministerens besøg i Kujalleq kommune i Sydgrønland, hvor det såkaldte rigsmøde skal finde sted torsdag.
Tidligere torsdag rystede et jordskælv på 6,6 på Richter den østlige del af Grønland, men det har John Rasmussen slet ikke hørt om.
Grønland ramt af kraftigt jordskælv
- Det har jeg overhovedet ikke mærket, det er meget langt væk herfra. Statsministerens er forsinket, fordi det stormer meget kraftigt. Jeg skulle have været på en tur på halvøen itilleq tidligere i dag, men bølgerne var så høje, at vi ikke kunne komme over på den, fortæller fotografen.
Pressefolk og fotografer venter på Thornings ankomst og sidste melding er, at flyet ankommer klokken 17 grønlandsk tid, men det er endnu uvist, om statsministeren kommer frem til tiden.



