Thorning: Der er ingen fribilletter
Statsministerens første nytårstale fokuserede på de ofre, danskerne må yde for at komme ud af krisen.
Statsministerens første nytårstale fokuserede på de ofre, danskerne må yde for at komme ud af krisen.
Strammere budgetter, skarpere prioriteringer og hårdere krav til den enkelte dansker. Sådan ser fremtiden ud ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
I sin første nytårstale advarede hun befolkningen mod at tro, at krisen snart er slut. I stedet må danskerne forberede sig på nedskæringer, stigende arbejdsløshed og en omfattende reform af de offentlige ydelser og skattesystemet.
- Vi kommer til at endevende alt og spørge, om vi kan gøre det bedre. Vi vil reformere vores førtidspension og vores kontanthjælp. Og vi vil reformere vores skattesystem - finansieret krone for krone. Alt sammen for at få flere i arbejde og gøre vores økonomi mere robust, Mange vil opleve forandringer. Mange vil blive bedt at tage en tørn ekstra, sagde Helle Thorning-Schmidt.
Trods de hårde tider skal der dog stadig være råd til at hjælpe de svageste i samfundet og de, der uforvarende rammes af krisens konsekvenser. Solidaritet skal være et nøgleord i det danske samfund, og det kræver, at alle yder sin del, fastslog statsministeren.
- Ingen kan bare kræve. Enhver må spørge sig selv »hvad kan jeg gøre?« Det støder mig og mange andre, hvis der er nogen, der ikke yder deres. Eller ligefrem snyder, sagde Helle Thorning-Schmidt.
- Balancen mellem tryghed for den enkelte og forpligtigelsen til at bidrage er selve grundlaget for vores velfærdssamfund. Og den balance er truet, når unge, raske mennesker kan være på offentlig forsørgelse år efter år. Balancen er truet, hver gang nogen får bygget en garage eller lagt nyt tag på huset uden regning og moms. Det er ikke rimeligt.
- Og hvis en virksomhed beder sine medarbejdere om at holde igen med lønkrav, så er det også rimeligt, at det gælder for alle. Også på chefgangen. Alle skal bidrage. Der er ingen fribilletter, understregede Helle Thorning-Schmidt, der også kom ind på Danmarks nye rolle som EU-formand.
- Danmark skal lede EU på et meget vanskeligt tidspunkt. Der ligger store opgaver foran os. Og dem vil vi arbejde hårdt på at løfte. Vi vil yde vores til, at de europæiske lande sammen kan få styr på økonomien og gang i væksten igen. Det er det, der skal til, for igen at skabe job i Europa.