Når en dansk pensionist vælger at flytte til Frankrig, skal der fortsat betales skat i Danmark, fastslår Helle Thorning-Schmidt under et møde med den franske premierminister.

Frankrigs premierminister, Manuel Valls, er fredag på officielt besøg i Danmark, og her har han og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fredag diskuteret muligheden for en ny dobbeltbeskatningsaftale.

Fra dansk side er holdningen, at danske pensionister, der flytter til Frankrig, fortsat skal beskattes i Danmark. Omvendt mener Frankrig, at pensionister bør betale skat i deres bopælsland. Uenigheden handler således om, hvorvidt pensionsudbetalinger skal beskattes i kildelandet eller i bopælslandet, og her står Helle Thorning-Schmidt altså fast:

»Vi har diskuteret det på mødet i dag, og vi vil have en konstruktiv dialog med Frankrig om det. Danmarks udgangspunkt er, at vi ønsker at bevare retten til at beskatte pensioner i hjemlandet,« siger statsministeren på pressemødet i Statsministeriets spejlsal.

Helle Thorning-Schmidt henviser til de særlige danske skatteregler, der skal være med til at motivere danskerne til at øge indbetalingen på deres pensionsordninger.

»I Danmark har vi den ordning, at man får en skatterabat, når man betaler ind til sin pension. Derfor er det også rimeligt, at man bliver beskattet i hjemlandet,« siger den danske statsminister.

Med andre ord er der ikke umiddelbart udsigt til, at Frankrig og Danmark kan nå til enighed om en ny aftale om dobbeltbeskatningsoverenskomster. Men Helle Thorning-Schmidt betoner dog, at en ny aftale mellem landene er et skridt på vejen for at opnå et endnu tættere samarbejde mellem Danmark og Frankrig.

I begyndelsen af 2008 opsagde den daværende VK-regering dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Frankrig, fordi man mente, at den hidtidige aftale var uhensigtsmæssig for Danmark. Og forud for fredagens møde mellem Helle Thorning-Schmidt og Manuel Valls har Venstre krævet, at dobbeltbeskatning skal forhindres.

På pressemødet ville de udenlandske journalister også gerne høre om de to europæiske landes vækst, bekæmpelsen af Islamisk Stat (IS) og indsatsen mod ebolaepidemien.