De amerikanske efterretningsmyndigheder foretager ikke ulovlige aflytninger i Danmark.
Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter torsdagens lukkede møde i Udenrigspolitisk Nævn. Her gjorde hun det klart, at aflytninger i Danmark forudsætter en kendelse fra en dommer.
»Som justitsministeren også har sagt, så har vi klare regler for det her område i Danmark. Så hvis en borger i Danmark skal under aflytning, skal der en dommerkendelse til,« siger hun.
Et læk fra whistlebloweren Edward Snowden viser, at Danmark samarbejder med den udskældte amerikanske efterretningstjeneste NSA, men hvordan det konkret forholder sig, gled Thorning af på torsdag. Men hun gjorde det flere gange klart, at de danske regler på området ikke bliver brudt.
»Vi har meget faste rammer for aflytning af danske borgere.«
»Danske efterretningstjenester kan heller ikke bede udenlandske tjenester om noget, de ikke selv kan gøre,« siger Helle Thorning-Schmidt blot.
Men den forsikring er ikke god nok for Enhedslistens stedfortræder i Det Udenrigspolitiske Nævn, Nikolaj Villumsen (Ø). Han kræver et klart svar fra regeringen på, om Danmark samarbejder med NSA.
»Jeg havde håbet, vi kunne få et klart svar. Det kan vi ikke, og det synes jeg er dybt bekymrende,« fastslår han.
BNB