Der bliver ikke tale om at indføre sanktioner mod Israel fra dansk side, fastslår Helle Thorning-Schmidt, som dermed underkender sin egen udenrigsminister.

Mandag åbnede udenrigsminister Martin Lidegaard (R) op for en diskussion af egentlige handelssanktioner mod Israel, men det afviser statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag. Det er ikke regeringens politik, siger hun.

»Regeringen er ligesom andre EU-lande dybt bekymret over de israelske bosættelser. Og vi har også arbejdet for, at varer fra bosættelsesområderne skal mærkes. Men regeringen agter ikke at indføre sanktioner i forhold til Israel,« siger hun.

Udenrigsminister Martin Lidegaard sagde ellers mandag, at egentlige handelssanktioner mod Israel kunne komme på tale, hvis ikke landet skifter kurs i forhold til Gaza og bosættelserne på Vestbredden. Han ville diskutere sagen under sit møde med EUs udenrigsministre i New York i forbindelse med FNs generalforsamling.

»Hvis der ikke sker noget i fredsforhandlingerne denne gang, og hvis vi ikke ser et nyt reaktionsmønster fra Israels side, så kommer vi til at diskutere muligheden for nye skridt, herunder ændringer i vores handelsrelationer med Israel,« sagde udenrigsministeren til Jyllands-Posten.

Men det kommer altså ikke på tale, fastslår statsministeren.

»Der er et stykke vej fra en mærkningsordning og til at have deciderede handelssanktioner mod Israel. Og det stykke agter regeringen ikke at gå, og det arbejder vi heller ikke for i EU,« siger Helle Thorning-Schmidt.