Det sidste, Danmark har brug for, er »paradeforslag« om dagpenge fra alle Folketingets partier, siger statsministeren. Hun afviser dog at give konkrete bud på en løsning selv.

Socialdemokraternes 39 sider lange valggrundlag, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fredag har fremlagt i Aarhus, indeholder ikke en eneste passage om dagpengespørgsmålet. Og som så ofte før henviser Thorning til, at Socialdemokraterne vil vente på resultatet af Dagpengekommissionen, som færdiggør sit arbejde til september.

»Det sidste, Danmark har brug for, er, at alle partier opstiller paradeforslag om dagpenge. Vi har brug for at finde et dagpengesystem, som mange bakker op om, som giver tryghed til den enkelte ledige, og som vi ikke diskuterer hver eneste dag,« siger Thorning, der i dagens anledning er flankeret af S-toppen bestående af finansminister Bjarne Corydon (S) og justitsminister Mette Frederiksen (S).

Thorning tilføjer, at hun er sikker på, at kommissionen vil give et godt grundlag for at skabe en »bred aftale.«

Samtidig henleder statsministeren endnu en gang opmærksomheden på, at regeringen har brugt næsten fire milliarder kroner på at »råde bod« på det dagpengesystem, som blå blok sammen med de Radikale stemte igennem i 2010.

De blå partier besluttede den gang at halvere dagpengeperioden fra fire til to år. Men udover at Thorning ønsker en »nytænkning af dagpengesystemet« vil hun ikke sige, om perioden eksempelvis skal forlænges, eller om genoptjeningen skal halveres.

Justitsminister Mette Frederiksen medgiver, at der altid er hjørner af beskæftigelsespolitikken, som man kan håndtere bedre.

Hun vil dog ikke være med til at stramme op på rådighedsreglerne, sådan som de Radikales partileder, Morten Østergaard (R), fredag har foreslået.

»Det er velkendt, at de Radikale ønsker at stramme op på rådighedsreglerne,« siger Mette Frederiksen og tilføjer:

»Det er vores opfattelse, at det, vores arbejdsløse først og fremmest gerne vil have, det er et arbejde, og flere kan nu skifte arbejdsløsheden ud med et arbejde. Så nej, vi går ikke til valg på at stramme rådighedsreglerne.«

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), byder Dansk Folkeparti og SF op til en dagpenge-dans. Hun foreslår således, at de tre partier indgår en stemmeaftale om, at de efter et valg stemmer for en halvering af genoptjeningskravet til dagpenge - uanset hvem der vinder valget.