SFs nye partileder kommer på en svær balancegang mellem at glæde erhvervslivet og SFs forventningsfulde bagland, vurderer Thomas Larsen.

Den nye SF-formand indtager tirsdag Erhvervs- og Vækstministeriet, og her venter der hende en opgave af de store. Ifølge Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, vil Annette Vilhelmsen dagligt blive nødt til at tage stilling til, om hun vil tjene erhvervslivets eller SFs interesser.

- Lidt groft sagt vil det være sådan, at hver gang Annette Vilhelmsen gør noget, som erhvervslederne bliver glade for, er der sikkerhed for, at hendes egne vælgere vil reagere med skepsis. Og hvis hun følger SFs paroler, vil hun skuffe erhvervslivet, siger Thomas Larsen.

Dagens ministerrokade er i det hele taget ikke optimal for den nye partiformand, vurderer kommentatoren. Som henholdsvis skatteminister og erhvervs- og vækstminister har Thor Möger Pedersen og Ole Sohn haft svært ved at markere sig, og det vil næppe ændre sig, når der udnævnes to nye ministre, mener Thomas Larsen.

- Hvis man ser på SFs grundlæggende interesser i regeringen, skulle der have været flere poster i spil, så SF kunne profilere sig stærkere på områder, som vælgerne forbinder partiet med, for eksempel socialpolitik og undervisning. Men statsministeren ville ikke åbne for en større rokade, siger han.

For partilederens eget vedkommende skal hun gøre det stik modsatte af sin forgænger, Ole Sohn.

- Sohn var i lange stræk en usynlig minister, der ikke var i stand til at sætte offentlige dagsordener. Det går ikke for Annette Vilhelmsen. Hun skal på en helt anden måde sørge for at profilere sig selv, for ellers vil hun få dårlige karakterer som leder. Erhvervs- og vækstministeriet passer godt til hendes faglige baggrund, men det er ikke det perfekte afsæt som partiformand, siger Thomas Larsen.

Den nye skatteminister, Holger K. Nielsen, er ifølge Berlingskes kommentator en driftsikker og erfaren politiker, der vil kunne varetage ethvert ministerium.

- I Skatteministeriet bliver han SFs økonomiske tovholder. Her vil han være aldeles habil, og på den måde giver det mening, at han kommer ind i det økonomiske ministerium, som SF råder over.

Thomas Larsen forventer, at de nye SF-ministre vil vente med at sætte afgørende aftryk på regeringens politik.

- De kommer ikke langt, hvis de åbent udfordrer de andre regeringspartier. I stedet vil de fokusere på langsigtede sejre, for eksempel folkeskolereform, kontanthjælpsreform og en stærkere klimapolitik. I disse døgn er de optagede af at finde felter, hvor de kan profilere sig stærkere fremover, siger han.

Og selv om baglandets forventninger er store til de nye ministre, vil de få lang snor i starten, vurderer Thomas Larsen.

- En finanslovsaftale med de borgerlige partier vil gøre livet besværligt for Annette Vilhelmsen, kommer der ikke et oprør for baglandet, for der er en stor lettelse over at være kommet af med Villy Søvndal og Thor Möger. Samtidig vil der være en realistisk opfattelse af, at hun ikke kan dreje regeringens kurs 180 grader i den første tid, siger han.