Der er fint besøg på Marienborg søndag, når Helle Thorning-Schmidt er vært ved en arbejdsfrokost med EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso.
Når portugiseren er ude af døren, kan Thorning notere, at hun inden for få døgn har ført samtaler med en række af Europas vigtigste magthavere – først med kansler Angela Merkel, dernæst med præsident Francois Hollande og endelig snakken med Barroso. Og i morgen har hun endnu et programpunkt i kalenderen, når danskerne om aftenen kan komme indenfor i Marienborgs smukke park for at fejre sankthans med en statsminister, som bobler af optimisme og sejrsvilje.
Takket være Lars Løkke Rasmussens selvskabte kriser har Thorning fået ny luft, og selv en blind kan få øje på symbolikken: Det er Thorning, som mødes med Europas mægtigste, og det er hende, som internationale medier igen og igen nævner som en kandidat til en af topposterne i EU.
Derudover indløber næsten dagligt gode nyheder om udviklingen i dansk økonomi. Målingerne udvikler sig også gunstigt: S er fortsat langt fra fordums styrke, men har generobret positionen som Danmarks største parti, og rød blok er på vej frem. Alt sammen har det kittet SR-aksen tættere sammen, stoppet uroen i S og styrket troen på en valgsejr.
Skærende kontrast hos blå blok
Situationen i Venstre og blå blok står i skærende kontrast til Thornings optur. Mens Thorning mødes med Europas spidser, måtte Løkke ud på en lang rejse til Korea for at få afviklet sit formandskab i GGGI. På vej ud af Danmark kunne han læse i aviserne, at han aldrig skulle have taget jobbet, og at han har fået slået store skår af sin troværdighed efter de eksorbitant dyre rejser for klimaorganisationen.
Omtalen af hans triste afsked med GGGI stod side om side med artikler om splittelse i blå blok, efter at V-ledelsen i ugens første dage kørte solo og indgik rammeaftaler med regeringen om en vækstplan og en reform af beskæftigelsessystemet – inden de øvrige blå partier kunne få lov til at være med.
Dermed valgte Løkke at lade hånt om sine allierede, som ellers har bakket op, når han har rodet sig ud i kriser og egenhændigt undermineret blå bloks chance for at genvinde magten.
Mens Thorning stråler, ser Løkke sjældent forpjusket ud.
Læs også: Fulde af beundring: Tysk medie hylder elegante Helle Thorning
Jo, ved ugens begyndelse manifesterede han igen, at han kan gå ind i en forhandling og komme ud med et resultat, men selv om han fik presset regeringen, måtte han også give indrømmelser, og det står klart for alle i Venstre, at det bliver svært at få repareret de skader, som bilagssagerne har forvoldt på Løkkes lederskab.
Midt i denne dramatiske ændring af styrkeforholdene, er det store spørgsmål på Borgen, om Thorning overhovedet er i dansk politik, når næste valg sættes i gang.
Udadtil fastholder hun, at hun bliver, men i Socialdemokratierne er partifællerne ikke så sikre. For kort tid siden forventede de, at Thorning ville blive, for hun ville ikke være kaptajnen, som forlod en synkende skude. Meget kunne man sige om hende – og det gjorde de kritiske socialdemokrater – men en kvitter var formanden ikke.
Medvind til Thorning
Løkkes massive problemer har, paradoksalt nok, givet Thorning bedre muligheder for at slå ind på en karriere i EU. Nu vil hun kunne sige, at hun tog tørnen med at bringe Danmark gennem krisen. Hun vil kunne rejse, mens S er på vej op, og chancerne for et genvalg tegner lysere end længe, og hun vil kunne overdrage lederskabet til Mette Frederiksen med god samvittighed.
Det siger sig selv, at dette er en uhyre rosenrød historieskrivning, men som bekendt skrives historien ofte af vinderne, så derfor har Thorning gode muligheder for at iscenesætte et smukt farvel.
Hvad vil Socialdemokraterne sige? Svaret er, at mange vil være tilfredse, og derfor har vi i ugens løb været vidne til socialdemokrater, som har haft påfaldende travlt med at opfordre statsministeren til at tage imod et af de fine tilbud.
Partifællernes reaktion illustrerer, at den sande beretning om Thornings indsats som regeringschef er kompleks. Hun fortjener ros for sin unikke robusthed og stålsathed. Hun kan også tage sin del af æren for at have ført en økonomisk politik, som økonomer og erhvervsliv roser. Men det står også klart, at hun lovede én ting før valget og gjorde noget andet efter. Hun førte skræmmekampagner mod Løkkes reformer, hvorpå hun overtog dem. Hun talte dunder mod VK-regeringens økonomiske politik for derpå at skrive den ind i sit regeringsgrundlag. Og hun droppede egne løfter på stribe. Kursskiftene og løftebruddene har ikke blot trukket Socialdemokratierne ned og skadet rød blok, men har i lange perioder udløst en dyb tillidskrise og en problematisk politikerlede.
Andenviolin i regeringen
Endelig er en stor del af den succesrige økonomiske politik reelt blevet dikteret af økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager. Da Berlingske Business Magasin forleden offentliggjorde listen over Danmarks magthavere, blev Thorning distanceret af Margrethe Vestager og Bjarne Corydon, hvilket viser, at offentligheden har dannet sig et billede af, at Thorning spiller andenviolin i forhold til de to superministre.
Det hører også med til historien, at Thornings regeringstid har været præget af en tidlig sprængning af regeringen, af påfaldende mange rokader, ligesom partifællerne ofte har taget sig til hovedet over elendig kommunikation fra regeringschefens side. Af samme grund vil mange socialdemokrater græde tørre tårer, hvis hun smutter.
De under hende den anerkendelse, hun oplever lige nu, men de savner fortsat en formand, som de kan spejle sig i. Derfor vil de hurtigt samle sig om Mette Frederiksen – hvis Thorning rejser.
