Lars Løkke Rasmussens krav til en fremtidig blå regerings samarbejdspartnere er en gratis omgang, mener Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

Det er en politisk gratis omgang, Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen (V), kommer med, når han stiller ultimatummer op for en eventuel blå regeringen ledet af Venstre.

Det siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter Lars Løkke Rasmussen lørdag i et interview med TV 2 News stiller fem ultimatummer op for de borgerlige samarbejdspartnerne.

De fem krav går på, at det i fremtiden skal det betale sig at arbejde, der skabes flere private arbejdspladser, åbnes mere for udlændinge, der kan og vil - men lukkes for dem, der ikke vil, tryghed i hjemmet og på gaden og forbedringer i sundhedsvæsenet.

»Lars Løkke viser med sin melding kun en retning, men er langt fra at anvise, hvilke metoder og redskaber han vil bruge for at nå sine mål. Derfor vil der være mange vælgere, som sidder tilbage med en vag og uklar fornemmelse af, hvad Venstre vil politisk, hvis de får magten. Man mangler stadig en stor og detaljeret masterplan. Den eksisterer muligvis i Lars Løkkes hoved, men vi har ikke set den endnu,« siger Thomas Larsen.

Thomas Larsen mener, at Lars Løkke Rasmussen med meldingen forsøger at vise en retning for Venstre i en fremtidig regering, og så vil partilederen slå fast, at han som leder af oppositionen mener det alvorligt og ikke agter at begå de samme løftebrud, som den nuværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), kom ud i efter det seneste valg.

»Han bruger sin melding til at lægge afstand til Helle Thorning-Schmidt, der efter mange vælgeres mening sagde et og gjorde noget andet. Løkkes melding er her, at han ikke vil drive politik på den måde,« siger Thomas Larsen, som forventer, at de borgerlige partier vi modtage budskabet på forskellig vis.

»Selvom meldingen ikke er særlig bastant, så tror jeg, at den vil få nogle markeringer fra de øvrige borgerlige partier, der peger i to forskellige retninger. Liberal Alliance og de Konservative mener, at man skal gå til valg med mere ambitiøse reformer, og Dansk Folkeparti vil trække i anden retning. Dermed er der ikke ændret meget i blå blok,« slår Thomas Larsen fast.