»Det virker mest af alt som om, hun er en lidt forvirret pige, der kommer fra Rebild til Bruxelles, og ikke kan overskue, hvad der sker omkring hende.«
Sådan lyder Morten Messerschmidts (DF) dom over sin nu forhenværende partifælle, Rikke Karlsson, som var byrådsmedlem i Rebild, inden hun i 2014 kom til Bruxelles som nyt medlem af Europa-Parlamentet efter Dansk Folkepartis suveræne resultat ved parlamentsvalget.
Messerschmidts karakteristik kan bedst rubriceres som nedladende, arrogant og lettere sexistisk. Karlsson er, må man forstå, et lille mæhlam fra landet, der ikke kan overskue forholdene i Europas hovedstad, hvor Messerschmidt færdes hjemmevant, mestrer paragrafferne og fører sig frem i skræddersyede habitter og skarptskårne hatte.
Indrømmet, det er sat på spidsen, men i sin afskedssalut anslår Morten Messerschmidt en arrogant tone, som skurrer mod Dansk Folkepartis ønske om at stå last og brast med den jævne dansker.
Dertil kommer, at det nu er anden gang, at DFs gruppe i Bruxelles bliver sprængt. Tidligere forlod Anna Rosbach partiet, og hun fik også en nedladende kommentar med på vejen.
Alt tyder på, at Messerschmidt har en del at lære om ledelse, hvis han gerne vil have forløst sin ambition om at blive partileder en skønne dag.
Selv om andre partier også har oplevet at have EU-parlamentarikere, som har haft mere travlt med at chikanere hinanden end at passe deres arbejde, er det skidt for Morten Messerschmidt, at han ikke er bedre til at formidle et samarbejde.
Hans uformåenhed står i grel kontrast til DFs formidable evne til at indlemme uerfarne folk i partiets folketingsgruppe. Selv om overgangen til Europa-Parlamentet selvsagt er større end skridtet ind i Folketinget i København, er det sigende, at DF-ledelsen på Borgen konstant har formået at favne de mange nye, som i årenes løb er blevet valgt ind i Folketinget.
Men hvor alvorlig er sagen så for Morten Messerschmidt?
Hvis den reelt handler om, at Messerschmidt og Karlsson har en elendig kemi, kan fortællingen slutte her. I den situation vil han ganske vist have fået et par ridser i lakken, men han vil stadig kunne spille en nøglerolle frem til folkeafstemningen om retsforbeholdet 3. december, og han vil også kunne fortsætte sin fremmarch i Dansk Folkeparti.
For han er indiskutabelt et markant talent, uhyre hurtig i hovedet, stærk i substansen, velformuleret og en kraftfuld kommunikator.
Det forholder sig anderledes, hvis der er hold i Rikke Karlssons anklage om, at hun har forladt partiet, fordi hun ikke har kunnet få oplysninger om, hvordan midlerne i to politiske fonde i Bruxelles er blevet brugt.
Morten Messerschmidt afviser totalt hendes påstand med henvisning til, at regnskaberne er offentligt tilgængelige og er blevet gennemgået af revisionsfirmaet Ernst & Young.
I partiledelsen tager man også Rikke Karlssons anklage med knusende ro, men lader til gengæld skinne igennem, at man ikke er stolt af Messerschmidts afskedsreplik til sin nu forhenværende partifælle.
