Hver femte vælger, der stemte rødt i 2011, efterlyser et nyt parti på venstrefløjen, men ifølge Berlingskes politiske kommentator er et levedygtigt parti ikke på trapperne.

Selv om mange vælgere på venstrefløjen føler sig politisk hjemløse, er det langt fra sikkert, at utilfredsheden kan bære et nyt parti. Det siger Thomas Larsen, Berlingskes politiske kommentator, i kølvandet på en måling foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4.

Målingen viser, at 22 procent af de vælgere, som ved seneste valg stemte på Socialdemokraterne, de Radikale, SF og Enhedslisten, mener, at der er behov for et nyt parti til venstre for midten. Blandt SFs og Enhedslistens vælgere er tallet 39 procent.

»Det er forbløffende høje tal. Det illustrerer ganske godt, at der er ekstrem frustration i centrum-venstre i dag. Der er rigtig mange vælgere, som føler sig politisk hjemløse og svigtet - føler, at Helle Thorning-Schmidt (S) og co. er drejet for langt til højre og derfor leder efter et alternativ,« siger han.

DELTAG I DEBATTEN PÅ BTS FACEBOOK-SIDE HER

Thomas Larsen påpeger, at det er særdeles svært at gøre et nyt parti levedygtigt. I nyere tid er det lykkedes for Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, mens mange andre forsøg er løbet ud i sandet.

»Med den store frustration, der trives hos mange vælgere, og når de ligefrem efterlyser dannelsen af et nyt parti, burde der umiddelbart være et godt afsæt for at danne et parti. Men én ting er at tænke på det i teorien. Det er noget helt andet at gennemføre det i praksis,« understreger han.

Selv om der er mange hjemløse vælgere på venstrefløjen, bliver det ifølge Thomas Larsen svært for SF og partiets nye formand, Pia Olsen Dyhr (SF), at tiltrække dem.

»På den ene side viser tallene, at der bør være et ganske stort spillerum for et SF, der søger hjem til en mere traditionel position, støver partiets gamle mærkesager af og appellerer mere til klassiske SF-vælgere,« siger han.

»Men på den anden side er det også klart, at SF har fået nedslidt sin profil, undermineret sin identitet og smadret sin troværdighed i store vælgergruppers øjne. Forudsætningen for overhovedet at få fat i vælgerne er, at partiet får genvundet sin troværdighed,« siger den politiske kommentator.