Regeringen er fredag stået op til noget nær den sidste nyhed, den havde lyst til at læse.

For med et fald i bruttonationalproduktet på 0,3 procent i andet kvartal står regeringen pludselig med en virkelighed, der langt fra flugter med den, som regeringstoppen havde håbet på, da finansminister Bjarne Corydon (S) så sent som tirsdag i denne uge præsenterede sin finanslov.

»Det her er en meget hård nyser for regeringen. Det er den sidste nyhed, den har brug for på nuværende tidspunkt,« siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

»Den sidste styrkeposition, som regeringen har tilbage, har været, at den har haft ry for at føre en ansvarlig og solid økonomisk politik, og det er også den, som regeringen dybest set håber at blive genvalgt på det,« siger han.

Det er tal fra Danmarks Statistik, som fredag formiddag leverer den økonomiske mavepuster til statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) regering.

Sammen med faldet i bruttonationalproduktet i sidste kvartal er væksten i første kvartal justeret ned fra tidligere 0,8 til nu 0,6 procent. Dermed har der kun været en økonomisk vækst herhjemme på 0,5 procent, når første halvår i år sammenlignes med samme periode året før.

Da Bjarne Corydon fremlagde finansloven, var det med en prognose for dansk økonomi, der forudser en vækst i hele 2014 på 1,4 procent, og den kan nu være særdeles svær at nå i mål med, siger Thomas Larsen.

»Det er katastrofalt for regeringen, at der kun går nogle døgn, og så indløber der nogle meget skuffende og problematiske tal, som i realiteten vil gøre det næsten umuligt at nå de vækstskøn, som regeringen har stillet i udsigt. Det er en dårlig dag for regeringen,« siger han.

Berlingske politiske kommentator undrer sig over, at både Corydon og de Radikales leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (V), har været så optimistiske i deres skøn.

»Det, som regeringen risikerer i værste fald, er, at økonomien ikke letter på den måde, som den havde kunnet håbe på, og det betyder også, at hele fortællingen om, at de har stået i spidsen for en succesfuld økonomisk politik, bliver presset,« siger Thomas Larsen.

De seneste meningsmålinger har vist, at blå blok fortsat står til at vinde regeringsmagten efter et valg, og både i dagpenge- og indvandrerdebatten er regeringen presset, påpeger Thomas Larsen:

»Den er trængt på alle fronter, og det betyder, at der i realiteten næsten skal et mirakel til, hvis den skal genvinde magten.«