Thomas Larsen: Corydon kan blive ny S-formand ...

... eller den næste Thor Möger

I ugens start opfordrede lockoutede lærere i Esbjerg folk til at melde sig ind hos Socialdemokraterne, for hvis mange nok meldte sig ind, kunne de fjerne Bjarne Corydon som spidskandidat.

Et lidet sympatisk træk, men det siger en hel del om den paradoksale situation, som landets finansminister befinder sig i. Mens han ofte hyldes af sine blå fjender, så udløser han nærmest raseri hos sine røde venner.

Tag denne weekend som eksempel. I gårsdagens udgave af Berlingskes Politiko hyldede erhvervsledere ham for linjen i den økonomiske politik, men i dag kritiserer faglige ledere ham for at underminere den danske model, og partifæller anklager ham for at have mistet sit politiske kompas. Listen over paradokserne er lang: I stort set alle opinionsmålinger over politikernes troværdighed ligger Bjarne Corydon skyhøjt, men han er samtidig næstkommanderende i et parti, som er på en historisk nedtur og på vej til at blive overhalet af Dansk Folkeparti. Corydon er også i den sælsomme position, at han får ros af Venstres gamle chefstrateg, Claus Hjort Frederiksen, for sit store mod til at tage et frontalt opgør med lærerforeningen – men samtidig står S-medlemmer i kø for at uddele verbale hug til finansministeren.

Før og efter tirsdagens socialdemokratiske krisemøde i Statsministeriet lod anonyme S-medlemmer således forstå, at Corydon og Helle Thorning-Schmidt bestemmer alt uden at gøre det mindste forsøg på at inddrage folketingsgruppen og resten af ministerholdet. Mange er uenige i hans kurs. Stemningen er så dårlig, at reportere på få minutter kan få at vide, hvad der foregår på fortrolige møder i partiet.

Kort sagt er fortællingen om Bjarne Corydon fuld af modsætninger, og sådan har det været siden valget. Om nogen står han som eksponent for Socialdemokraternes dramatiske kursskift og løftebrud. Før valget udformede han masterplaner om at indføre millionærskat og få danskerne til at arbejde 12 minutter ekstra om dagen, og han tjente en S-ledelse, som tordnede imod VK-regeringens reformer og angreb Lars Løkke Rasmussens kamp for at få kontrol med de offentlige budgetter.

I dag står han for en linje i den økonomiske politik, som formentlig er mere barsk – og blå – end den kurs, som en borgerlig regering ville kunne gennemføre. Forvirret? Ja, så er det formentlig for intet at regne mod forvirringen og frustrationerne hos de titusinder af S-vælgere, som siden valget kun har søgt i én retning – mod udgangen.

Ser man nærmere på Bjarne Corydons magtposition i Socialdemokraterne, er den også fuld af paradokser. Helt overordnet er det imponerende, at han klarede springet fra at være ukendt »stabschef« i opposition til at stå i spidsen for Slotsholmens mest krævende ministerium. En finansminister skal både være uhyre skarp og robust. Dels skal han kunne håndtere svært fagligt stof, og dels skal han have styrken til at sige nej til ministerkolleger, træffe folkeligt set upopulære beslutninger og have overblik over komplicerede forhandlingsforløb.

Status er, at respekten for Corydon er høj i erhvervslivet og blandt økonomer på grund af den politik, han forfølger, men flere vigtige forhandlinger har været katastrofalt dårligt tilrettelagt, og han har sat sine egne vælgere af i et chokerende omfang.

I det interne hierarki er han statsministerens højrehånd, og hun vil næppe kunne klare sig uden hans loyalitet og indsigt.

Men samspillet med Thorning har betydet, at Bjarne Corydon er kommet på afstand af ministerkolleger, ligesom han må konstatere, at der slides hårdt på hans popularitet i folketingsgruppen og i baglandet.

Kritikerne internt i S har haft svært ved at forstå, hvordan regeringen kunne bringe sig selv i en situation, hvor vælgerne fik indtryk af, at besparelser på SU og kontanthjælp skulle betale for lettelser af selskabsskatten. De er heller ikke imponerede over, at danskernes opbakning til folkeskolereformen falder undervejs i det giftige opgør med Danmarks Lærerforening.

Lykkes det ikke at vende målingerne inden næste valg, vil Thorning på valgaftenen være fortid hurtigere, end man kan nå at blinke med øjnene.

Men hvad med Bjarne Corydon?

Hvis han udnytter sin dygtighed og formår at fastholde en alliance med bl.a. Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen, vil han kunne fortsætte i en central position.

Men isoleres han sammen med Thorning, risikerer han at blive en ny Thor Möger, som kom ud af ingenting, satte sig tungt på magten i sit parti og derpå tabte alt.

Når Bjarne Corydon scorer højt i troværdighedsmålinger, og når vælgerundersøgelser placerer ham som en af favoritterne til at blive ny S-formand, er der det problem, at han ofte støttes af mange borgerlige vælgere, som imidlertid ikke kunne drømme om at stemme på hverken ham eller Liste A på valgdagen.