... men derfor kan han alligevel være tilbage i partiet i eftermiddag

Venstres borgmester i Fredericia, Thomas Banke (V), er i øjeblikket løsgænger. Det blev han reelt tirsdag morgen klokken 9.19, da fire medlemmer af Venstres byrådsgruppe i Fredericia via mail og brev gav ham beskeden om, at de ikke længere vil have ham med i byrådsgruppen.

Ved middagstid onsdag har de fire Banke-modstandere fået et opkald fra Venstres formand i Fredericia, Jakob Ladingkær, hvor han spurgte, om de vil fastholde eksklusionen af Thomas Banke. Til det var svaret »ja«, fortæller Børge Larsen (V), der efterfølgende fik beskeden om, at han ville blive smidt ud af partiet.

- Der er blevet indledt en eksklusionssag cirka klokken 12, siger det nu ekskluderede Venstre-medlem til Berlingske Nyhedsbureau.

Børge Larsen har det »mærkeligt« med, at han og tre andre kollegaer lige nu er tidligere Venstre-medlemmer, da de ikke har haft rod i deres sager.

- Vi har ekskluderet Thomas Banke, fordi han ikke har haft styr på sine penge- og bilagssager. Han har ikke deltaget i de møder, som han skulle, og han har haft rod i så mange ting, siger Børge Larsen.

Eksklusionen får ham dog ikke til at tvivle på beslutningen om, at han og de tre andre Banke-kritikere har valgt at ekskludere borgmesteren.

- Vi vil fastholde vores eksklusion af Thomas Banke og vil køre sagen hele vejen igennem. Vi er uskyldige. Vi bliver hængt ud for noget, som vi ikke har noget med at gøre. Det er Thomas Banke, der har skabt problemet, ikke os, siger Børge Larsen.

Når Thomas Banke bliver smidt ud af byrådsgruppen, meldes han ifølge Venstres regler automatisk ud af partiet. Hvis de fire byrådsmedlemmer efterfølgende selv bliver ekskluderet, har Venstre kun en enkelt politiker i byrådet, Pernelle Jensen. Det er så op til hende at afgøre, om Thomas Banke kan tages til nåde.

- Den situation har jeg tænkt på, og jeg er klar til at lade Thomas komme tilbage til gruppen, hvis det kommer så vidt, sagde Pernelle Jensen tidligere onsdag til Berlingske Nyhedsbureau.