Tidligere borgmester Thomas Banke ærgrer sig over, at han - helt uforberedt - blev bedt om at aflægge en narkotest på direkte fjernsyn i Aftenshowet torsdag aften. Personligt har han ikke noget problem med at lade sig teste, men han mener, at stuntet i live-tv skader andre tidligere misbrugere og debatten om stofmisbrug.

»Jeg har fuldstændig rent mel i posen, så jeg har ikke noget problem med at aflægge en urintest, men jeg vil være ked af, hvis folk, der skal have noget at gøre med mig fremover, bliver nødt til at tage en narkotest på mig,« siger han til BT dagen derpå.

Torsdag aften røg Aftenshowets seere op i det røde felt, da tidligere borgmester i Fredericia, Thomas Banke, blev bedt om at aflægge en narkotest for åben skærm. Indslaget kom midt i et helt almindeligt live-interview, og Thomas Banke vidste ikke på forhånd, at en del af interviewet skulle handle om, at han skulle testes.

Banke er netop nu aktuel med bogen 'Borgmester på stoffer - Mine fire år i narkohelvede,' skrevet af journalisten Henrik Qvortrup. Her fortæller den tidligere Venstre-komet, som blev borgmester i en alder af 27 år, og som sad som bykonge i Fredericia fra 2009 til 2013, om det misbrug han i en årrække havde af stoffer og smertestillende medicin.

Efter udsendelsen lagde DR et klip fra interviewet på Facebook, og i timerne efter var debatten rødglødende.

'Jeg er simpelthen rystet.' 'Hvor var det dog ubehageligt at se på.' lød blot nogle af kommentarerne. Også Banke selv kommenterede indslaget på sin profil.

'Dagens sidste optræden foregik hos flinke folk i Aftenshowet - DR1. De havde dog en overraskelse i ærmet: En opfordring til at tage en narkotest. Jeg burde måske have nægtet at tage den. Ikke fordi jeg har noget at skjule, men fordi jeg ærlig talt ikke skylder nogen at aflægge narkotest for rullende kameraer. Imidlertid blev jeg så overrasket over dette noget effektjagende stunt, at jeg tog testen. Den var i øvrigt - og selvfølgelig - negativ.'

Dagen derpå forklarer den tidligere borgmester over for BT, hvorfor han synes, testen var problematisk.

»Når man laver sådan en gimmick, skal man tænke konsekvenserne igennem på forhånd, og her tænker jeg ikke på resultatet, for jeg vidste, at testen ikke ville give et positivt resultat. Den her bog handler også om at turde stille sig frem og fortælle om et misbrugsproblem, og jeg er ikke sikker på, at det her højner chancerne for, at det sker igen,« siger han og uddyber:

»Man skal tænke over, hvad sådan noget her gør ved folk, som har haft et misbrug, og som måske kan have svært ved at fortælle andre om, hvad de har været igennem.«

Midtvejs i interviewet med Aftenshowet afbrød værten Mark Stokholm samtalen og spurte Banke, om han var villig til at lade sig teste på stedet. Til sidst i programmet blev han så konfronteret med resultatet, som viste, at han ikke havde ulovlige stoffer i blodet. Den tidligere borgmester peger på, at en urin- eller spytprøve normalt skal følges op af en blodprøve. Det ville også have gjort en stor forskel for ham, hvis testen var blevet taget af en sygeplejerske, og hvis han på forhånd havde vidst, at det var det, der skulle ske.

»Hvis politiet bad mig aflægge en narkotest, ville jeg til enhver tid gøre det, og den ville være lige så negativ, som den Danmarks Radio laver, men jeg blev lidt utryg. Det virkede som en meget sjov ting på papiret. Tanken var god, men idéen faldt til jorden. Jeg kan godt forstå, at de har fået idéen, men det kunne godt være gjort på en mere elegant måde. Dels orienteret mig om, at det var det, de ville gøre, dels havde haft 100 procent styr på det.«

Redaktionschef på Aftenshowet, Ann Lykke Davidsen, forsvarede torsdag aften indslaget over for BT, og understregede, at hele idéen var, at Banke ikke skulle være forberedt på forhånd.

»Vi spurgte ham inden interviewet om, hvor åben han havde tænkt sig at være. Han sagde: 'I kan spørge mig om alt, og han sagde, at han ville lade sig narkoteste, hvis det var,« siger Ann Lykke Davidsen, der tilføjer, at det på trods af Bankes opfordring ikke var aftalt, da narkotesten kom frem under interviewet.

Der gik ikke lang tid efter, at Thomas Banke havde forladt studiet på Rådhuspladsen i København, inden hans telefon begyndt at gløde. Thomas Banke forstår også godt seernes vrede på Facebook.

»Enhver, der selv har været ude i et misbrug, ville opleve det her interview, som enormt krænkende. Det var det sådan set ikke for mig, men det er fordi, jeg ved, jeg kunne aflægge en ren narkotest,« siger han.

»De her ting er måske lidt for alvorlige til bare at lave en gimmick i Aftenshowet.«

Han ærgrer sig over, at testen kom til at dominere et ellers fint interview.

»Det, jeg er mest ærgerlig over, er, at interviewet fik en anden karakter efter det her. Jeg synes, vi havde en god og afslappende snak indtil da, men pludselig skulle jeg til at koncentrere mig om at urinere på kommando. Det var ikke særlig rart ikke at have en valgmulighed, og jeg følte ikke, at jeg havde noget valg.«