Mattias Tesfaye vil ikke til tops i sit nye parti, Socialdemokratiet, lige foreløbig
Søndag sen eftermiddag, lige før den danske håndboldkamp mod Spanien, bekendtgjorde den tidligere SF-næstformand Mattias Tesfaye, at han skifter til Socialdemokraterne.
Men selvom han nu skal starte forfra i et nyt parti, har han ingen planer om at opnå nogen større poster lige foreløbig.
- Jeg er ikke på vej tilbage og stille op til alle mulige poster. Jeg har meldt mig ind i Socialdemokratiet, fordi jeg er mest enig med Socialdemokraterne, siger han søndag aften til TV2.
- Jeg er bare murersvend, siger Tesfaye og forklarer, at han når hans barsel er slut vil ud og søge arbejde i sit gamle fag igen.
I december trak Tesfaye sig fra sin næstformandspost hos SF, på grund af interne uroligheder i partiet.
- Det at Astrid tabte formandsvalget tvang mig jo til at gå nogle lange ture og diskutere politik, fortæller han til TV2 og afkræfter også, at han er led i en større medlemsflugt fra sit gamle parti.
- Jeg tager kun mig selv med, lyder det.
Ved spørgsmålet om, hvordan han ville svare, hvis han blev tilbudt en vigtig post i sit nye parti, lyder Mattias Tesfaye dog ikke afvisende overfor endnu en topkarriere i dansk politik:
- Jeg siger aldrig nej til nogle gode muligheder, men lige nu er det ikke det, der er min ambition.



