KØB PLUS!

Terrorfrygt lukker for bilkørsel ved Folketinget

Frygten for et bilbombeangreb får nu Folketinget til at lukke for biltrafikken gennem Rigsdagsgården foran hovedtrappen på Christiansborg. Det skriver netavisen Altinget.dk.

Der bliver lukket for den gennemgående motortrafik allerede i begyndelsen af 2013 med nogle midlertidige foranstaltninger, da en mere permanent løsning først ventes at være på plads i efteråret 2014.

Lukningen sker på opfordring af Politiets Efterretningstjeneste (PET), og blev endeligt besluttet af Folketingets Præsidium på et møde i sidste uge, hvor alle partier bortset fra Venstre støttede lukningen.

- Vi ved, at terrorister går meget efter mål med stor symbolværdi som eksempelvis Folketinget. Vi drøfter sikkerhedssituationen løbende med PET, og vi lytter til deres vurderinger. De har i flere år anbefalet, at vi lukkede for den gennemgående biltrafik, siger Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), til netavisen Altinget.dk.

Planerne om lukningen af Rigsdagsgården blev iværksat i 2009 af Folketingets tidligere formand Thor Pedersen (V). Men terrorfrygten blev nærværende med Anders Breiviks bilbombeangreb mod en norsk regeringsbygning i Oslo 22. juli 2011.

- Der er ikke noget nyt trusselsbillede. Men vi er påvirkede af erfaringerne fra Oslo. Det er svært at tage ansvar for at overhøre PETs anbefaling især efter det, der skete i Oslo, siger Mogens Lykketoft til Altinget.dk.

I Oslo kunne Breivik uhindret køre en varevogn med en stor hjemmelavet bilbombe helt hen til bygningens hovedindgang og bringe den til sprængning. Vejen ind til det norske regeringskvarter i Oslo skulle have været spærret af for offentligheden senere samme år for netop at undgå risikoen for bilbombeangreb.

Otte mennesker blev dræbt ved angrebet, men den norske statsminister Jens Stoltenberg slap uskadt, da han ikke var på sit kontor, som ellers blev raseret af bomben.

En tilsvarende bombe i Rigsdagsgården på Christiansborg ville have haft en endnu mere ødelæggende effekt, fordi der er tale om en lukket gård med høje stenbygninger til alle sider. Dermed vil trykbølgen fra en bilbombe have en kraftigere effekt på bygningerne, end hvis det havde været på en helt åben plads.

I Oslo blev effekten af Breviks bombe desuden svækket af en stor parkeringskælder, som betød, at en stor del af sprængkraften gik nedad. Men der er ingen parkeringskælder under Rigsdagsgården ved Christiansborg.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres repræsentant i Præsidiet, Folketingets 1. næstformand, Bertel Haarder.

Men Venstre har tidligere udtalt kritik af planerne, fordi det sender et forkert signal om lukkethed omkring folkestyret, når man ikke længere kan køre til og fra Christiansborg i bil. Folketingets formand affejer dog den kritik som helt forfejlet.

- Den kritik er åbenlyst forkert. Det er muligt, at man skal gå nogle ekstra skridt for at besøge Folketinget. Men ikke et eneste menneske får begrænset deres adgang til Folketinget. I andre landes parlamenter er der heller ikke adgang i bil til den indre gård, siger Mogens Lykketoft.

Han peger desuden på, at Folketinget udvider folkets adgang til Christiansborg med den planlagte restaurant i slotstårnet, hvor offentligheden også vil få adgang.

Lukningen af biltrafikken gennem Rigsdagsgården betyder, at ejerskabet af vejstumpen overgår fra Københavns Kommune til Folketinget.

Denne passage benyttes af mange bilister i myldretiden og aflaster i dag den stærkt trafikerede Vindebrogade, som fører trafikken forbi den ydre slotsplads og uden om Christiansborg.

Med lukningen af passagen gennem Rigsdagsgården vil myldretidstrafikken på Slotsholmen blive endnu mere tæt, end den er i dag. Her kan det i forvejen tage helt op til et kvarter at køre de få hundrede meter fra Christiansborg til H.C. Andersens Boulevard.

BNB