Ekstra Bladet bringer lydfil, hvor TV2-journalist fortæller, at spindoktor var kilde til fortrolige oplysninger om jægersoldaters udsendelse til Irak.

Ekstra Bladet bringer tirsdag et fyldigt uddrag af en hemmelig lydfil, som ifølge avisen afslører, at det var daværende forsvarsminister Søren Gades (V) spindoktor, Jacob Winther, der i 2007 lækkede hemmelige oplysninger fra Forsvarsministeriet til TV2-journalisten Rasmus Tantholdt.

Lydfilen er en samtale, hvor TV2-journalisten ringer til sin ven og kollega Nils Giversen, der på det tidspunkt var journalist i DR. I samtalen fastslår Rasmus Tantholdt flere gange, at det var Søren Gades daværende spindoktor, der lækkede oplysninger om danske jægersoldaters udsendelse til Irak.

LÆS OGSÅ: 

Oplysningerne var kontroversielle, fordi de kunne bringe danske soldaters liv i fare.

Samtalen fandt sted 25. januar 2010. På dette tidspunkt er sagen ved at tage fart i medierne, fordi filminstruktør Christoffer Guldbrandsen står frem offentligt og anklager spindoktoren for at være manden bag lækagen.

Her er nogle af de centrale passager i den 17 minutter lange samtale, hvori Rasmus Tantholdt ærgrer sig over, at han til flere andre journalister har talt over sig og røbet, at Jacob Winther var hans kilde til de fortrolige oplysninger:

Tantholdt: - Jeg føler ikke ... jeg har begået en fejl. Det er, at jeg har fortalt til dig og til Matias ... ( journalist Matias Seidelin fra Politiken, red.) ... og det er selvfølgelig dumt, men ellers så har jeg ikke begået nogen fejl. Altså, jeg har beskyttet min kilde. Jeg har endda lavet historien. Vi lavede jo historien om, at jægersoldaterne skulle derned. Så jeg føler ikke, at jeg har gjort nogen fejl. Ud over at jeg selvfølgelig ikke har beskyttet mine kilder ordentligt. Ved at fortælle det til nogle journalister. Det er selvfølgelig dumt.

LÆS OGSÅ: 

Videre i samtalen siger Tantholdt:

.....hvis man skal gå helt tilbage, kan man sige, det er Jacob Winther, der bringer mig i en lortesituation. Ved at sige det til mig bringer han mig i en pisse-lorte-situation. Fordi ... jeg kan jo ikke ... det er jo ikke nogen historie, hvis jeg går ud og siger, at Jacob Winther har sagt til mig i telefonen i en taxa ... der er ikke særlig meget dokumentation. den har jeg ikke. Skal min kilde være mig selv så? Det bringer mig også i en mærkelig situation. Så skal historien laves af andre.

Senere taler Giversen og Tantholdt om, hvordan TV2 kan dække sagen fremover, når man ved, hvem der står bag lækagen.

Tantholdt: - Det gør de. Det bliver en kæmpe historie i morgen. De er nødt til at have noget, hvis han skal gå af og alt muligt. Det bliver de nødt til. Det kan jo koste ham jobbet.

Giversen: - Altså Jacob Winther jobbet?

Tantholdt: - Jaaah, det kan det sgu godt.

Lidt senere i samtalen:

LÆS OGSÅ: 

Tantholdt: - Jeg kan ikke se, hvad fanden jeg skulle gøre anderledes, andet end selvfølgelig at lade være med at drikke mig fuld og fortælle sådan nogle ting.

Giversen: - Men du kan jo ikke gøre for, at du får en opringning ... altså ... som du også siger, du blev lidt taget som gidsel, når du får opringningen..

Tantholdt: - Ja, det er jo det. Han giver mig en viden, jeg faktisk ikke rigtigt gider have. Også fordi historien i sig selv var jo ikke noget ... historien om, at der skulle jægersoldater til Irak, var jo ikke, fordi det var en kæmpe historie i sig selv, som jeg ville ofre alt det her for ... for faen, det har folk sgu da glemt for lang tid siden ... hvis det var, fordi han afslørede et eller andet kæmpestort ... altså ... så var det jo noget andet, ikke'?

Giversen: ... Jeg har bare undret mig over, hvorfor han ringer og siger det til dig ... for hvis han bare venter et døgn til, at de er landet dernede, så er det uproblematisk.

Tantholdt: - Ja, fuldstændigt, det var helt åndssvagt. Jeg tror, det var for at vise handlekraft. Det var fuldstændigt åndssvagt af ham. Han var muligvis også lidt småstiv. Vi havde siddet i flyveren og fået lidt og sådan noget ... altså, det ved jeg sgu ikke ...



/ritzau/