Helt nye oplysninger i en kommende bog fra den tidligere S-formand i Køge Tommy Kamp sår alvorligt tvivl om statsminister Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsens forklaringer om Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse

Helle Thorning-Schmidt har hidtil hævdet, at Henrik Sass Larsen selv besluttede at trække sig som ministerkandidat efter at PET den 28. september 2011 havde vist ham et notat om, at han var blevet observeret sammen med en Bandidos-rocker i Køge.

- Det er Henrik Sass Larsen, der har taget en beslutning på baggrund af de oplysninger, han har fået, og det tager jeg selvfølgelig til efterretning. Jeg er rigtig ked af det, sagde Helle Thorning-Schmidt 29. september 2011 til Jyllands-Posten.

BT erfarer, at Tommy Kamps i sin kommende bog beskriver, at Sass direkte blev ofret af Helle Thorning-Schmidt og hendes nærmeste medarbejdere, nuværende finansminister Bjarne Corydon og Thornings særlige rådgiver Noa Redington.

I bogen står, at Sass om aftenen den 29. september blev kørt hjem til Noa Redingtons lejlighed på Østerbro. Her blev han præsenteret for en allerede forfattet pressemeddelelse, hvor af det fremgik, at han træk sig som politisk ordfører for partiet og ikke stillede sig til rådighed som minister i den nye regering.

Sass bad inderligt Corydon om at beslutningen blev ændret, men det var ikke muligt, og dagen efter meldte Sass selv ud, at ikke kunne sikkerhedsgodkendes af PET og dermed træk sig som ministerkandidat.

- De har lavet et barn på mig, sagde Sass Larsen efterfølgende til Tommy Kamp, fremgår det af bogen.

Den 25. juni sagde Thorning ellers selv til TV2 om forløbet:

 - Det var helt hans egen beslutning. Jeg så papirerne først og fortalte Henrik Sass Larsen om dem. Vi drøftede sagen, og han tog den beslutning.

 Men du gjorde ikke noget dengang for at ændre hans holdning på baggrund af, at det ikke er særligt stærke oplysninger, der er kommet frem?

- Det må man jo vurdere i forhold til det her sikkerhedstjek. Henrik Sass Larsen tog konsekvensen af det og sagde til mig, at han ikke længere stod til rådighed i forhold til at blive minister, og det tog jeg til efterretning.

Også Henrik Sass Larsen har givet forklaringer der står til skærende kontrast til oplysningerne i bogen.

29. september 2011 udtalte Sass Larsen til TV2, at han selv ringede samme morgen klokken otte for at meddele Thorning-Schmidt, at han ikke stod til rådighed som minister.

- Jeg fik i går beskeden, og derfor ringede jeg her til morgen til Helle Thorning og meddelte, at jeg ikke stod til rådighed som minister. ----

Hvordan reagerede hun? 

- Jamen hun var utrolig ked af det. Det kan jeg godt sige, men det er sådan, at man er nødt til at reagere i en sådan situation, og jeg kan jo ikke stille hende i det dilemma, og derfor er der kun en ting at gøre, når man får sådan en meddelelse, lød det fra Sass.

Tommy Kamp tager i dagens BT officielt afstand til oplysningerne i hans egen bog.

- Det er et falsum, siger han og afviser endda, at han er ved at skrive en bog, der omhandler Henrik Sass Larsen.

Ifølge forlægger for BogKompagniet Johnny Staun udkommer bogen ellers til efteråret. Siden slutningen af august har den endda kunne reserveres hos diverse netboghandlere.