- Jeg ved ikke om det er aftalt spil i den venstreorieeterede regering, siger takt-og-tone-eksperten Inge Correll, der synes Thornings ministre skulle blive væk fra galla-møder med Dronningen, hvis de ikke kan vise den fornødne respekt.

- Herrene skal bukke dybt og knække i hoften, og kvinderne skal neje dybt. Så langt ned de overhovedet kan komme.

Sådan skal enhver - også en minister - hilse korrekt på Dronning Margrethe, når de møder landets regent, siger Inge Correll, direktør i Set Up, der underviser i almen dannelse og 'business behaviour'

Det er senest faldet Correll for brystet under den kinesiske Præsident Hu Jintaos besøg, hvor regeringen var til efterfølgende galla-middag med Dronningen som vært.

- Jeg synes simpelthen, det er mangel på respekt, og jeg synes ikke de kan være det bekendt. Damerne stikker bare hånden frem, og mændene nikker bare kort. De ser ikk engang på den person de hilser på, siger Correll, der senest observerede de alvorlige fejl i de danske ministres dannelse og etikette.

- De har jo sagt ja til invitationen, og hvis ikke de kan vise den respekt for Kongefamilien som repræsenterer vores land og konstitutionen, så mener jeg, at de bør blive hjemme. Det er faktisk kun Statsministeren, der gør det rigtigt. Mens Margrethe Vestager gør et meget forkølet forsøg, sidst jeg så hende hilse på Margrethe.

- Faktisk er der ganske mange seere, der også har ringet til mig og sagt, at de har lagt mærke til det, siger Inge Correll, der siger at det er et generelt problem, men mener, at det er blevet værre med den nye regering.

- Det er lige før jeg tror, at det er aftalt spil fra den venstreorienterede regering. Men jeg ved det ikke, siger Inge Correll.

Det er ikke første gang den nye regering har fået kritik for deres måske mere afslappede holdning til det danske monarki.

Ved årskiftet mødte miljøminister Ida Auken op til nytårskur hos Dronningen, hvor hun til DR konstaterede, at nu skulle de nye ministre se en del til Dronningen via deres arbejde, og tilføjede::

- Måske også mere, end jeg synes, at vi skulle bruge al vores tid på.

Det fik en rasende Pia Kjærsgaard til at kalde Auken for 'tarvelig' og 'en uopdragen socialist'.

Og De Konservatives Lars Barfoed mente, det var 'en lidt upassende og uhøflig bemærkning til værtinden', som han udtrykte det.

Første gang den nye regering ragede uklar med etiketten, var før Statsminister Helle Thornings åbningstale i Folketinget, da Dronningen kom ind på sin plads, og flere af de nye ministre glemte at rejse sig op.

det fik tidligere Statsminister Lars Løkke til at gestikulere vildt til de unge ministre, og Helle Thorning til at hviske til dem.
- I skal rejse jer op.

- Jeg skal gerne give et kursus i almen dannelse, hvis de ikke ved hvordan de skal opføre sig i de givne situationer, smiler Inge Correll gennem telefonen.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR