Det tegner til at blive et neglebidende tæt valg, og derfor vil TV 2 først offentliggøre exit poll klokken 20 på valgdagen - når valgstederne er lukket.

Sidst danskerne var til valg, kunne de allerede klokken 19 - en time før valgstederne lukkede - få det første tegn på valgresultatet, da TV 2 offentliggjorde en exit poll. Men ved dette folketingsvalg må man vente en time længere. Og det skyldes, at valget ser ud til at blive uhyggeligt tæt, forklarer nyhedsdirektør i TV 2, Michael Dyrby, over for tv2.dk:

»Der er flere nye og spændende faktorer, der spiller ind ved dette valg, som vi ikke så ved det seneste valg. Alternativet er blandt andet kommet på stemmesedlen, og det er med til at skabe en større usikkerhed ved alle målinger og dermed også exit polls. Samtidig er forskellen mellem blokkene så usædvanligt tæt, at usikkerheden bliver for stor.«

TV 2 venter på grund af de mange fejlkilder at skyde offentliggørelsen af målingen til klokken 20.

Udmeldingen kommer dagen efter, at DR meddelte, at man ikke vil bringe de omdiskuterede målinger, før danskerne er færdige med at stemme klokken 20. DR begrundede også beslutningen med, at valget ifølge meningsmålingerne ser ud til at blive lidt af en neglebider.

»Meget tyder fortsat på yderst tæt valgresultat. DR Nyheder vælger derfor først at bringe exit poll klokken 20.00 18. juni,« skrev nyhedsdirektør i DR, Ulrik Haagerup, mandag på Twitter.

Udmeldingen kom i kølvandet på en kritik fra flere politikere med Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), i spidsen. Målingerne kan påvirke valgresultatet, lyder kritikken.

Folketingets forretningsudvalg har også tidligere opfordret medierne til ikke at offentliggøre exit polls før klokken 20 på valgdagen.

Exit polls adskiller sig fra exitprognoser ved udelukkende at være oplysninger om, hvordan et repræsentativt udsnit af befolkningen har stemt på valgdagen. En exitprognose er derimod en blanding af meningsmålinger op til valget og indsamlede svar fra valgdagen.

Både DR og TV2 har fravalgt at benytte exitprognoser. Ved kommunalvalget i 2013 bragte DR en exitprognose, der viste, at Socialdemokraterne stod til kun at få 22,7 procent af stemmerne - hvilket med aftenens resultat på 29,5 procent viste sig at være helt ved siden af.

En række landsdækkende medier - herunder Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten - har allerede sagt, at de ikke vil bringe exit polls, før danskerne har stemt.