Flere arbejdsløse går ledige længere med jobpræmie, mener cheføkonom Mads Lundby Hansen, tænketanken Cepos.

København. Det nytter ikke at bruge en jobpræmie til at få langtidsledige i arbejde efter et eller flere år på dagpenge eller kontanthjælp. Det virker stik modsat hensigten, så flere ledige må gå længere arbejdsløse.

Det mener cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos.

Han ærgrer sig over, at Dansk Folkeparti støtter regeringens lovforslag om en jobpræmie, som Folketinget førstebehandler tirsdag efter vinterferien.

- Forslaget er udtryk for symbolpolitik, der trækker i den forkerte retning, siger Mads Lundby Hansen i en skriftlig kommentar, hvor han også anerkender, at forslaget umiddelbart kan lyde tillokkende og sympatisk

Regeringen vil få langtidsledige til at tage et job. Men jobpræmien kan i stedet medføre flere langtidsledige, mener han.

- Den giver nemlig dagpengemodtagere en tilskyndelse til at vente med at tage et job, til de har været ledige i over et år, siger Mads Lundby Hansen.

- Og for kontanthjælpsmodtagere er der incitament til at vente, til man har været ledig i 1,5 år, mener cheføkonomen.

Han påpeger, at medicinen er velkendt. I 2010 lavede Lars Løkke Rasmussens VK-regering en jobpræmie til enlige forsørgere. I 2012 fulgte Helle Thorning-Schmidt (S) efter med en jobpræmie for alle langtidsledige.

Politikerne skulle hellere granske niveauet for dagpenge og kontanthjælp, mener Mads Lundby Hansen.

- Ser man for eksempel på en person på maksimale dagpenge, så er gevinsten ved at tage et lavtlønsjob cirka 300 kroner om måneden eller 10 kroner om dagen. Den lille gevinst afholder nogle ledige fra at tage lavtlønsjob, mener cheføkonomen.

Han ville i stedet sænke dagpengesatsen med 10 procent. Det øger ifølge Dagpengekommissionen beskæftigelsen med 13.000 personer, siger Mads Lundby Hansen.

/ritzau/