Udskriver statsminister Helle Thorning-Schmidt valg til juni?
På Christiansborg har oppositionen bidt mærke i, at statsministeren med held og dygtighed har iscenesat sig selv som statsleder i en klasse for sig.
Det begyndte med nytårstalen og hendes værdige optræden i kølvandet på terrorangrebet mod Krudttønden og den jødiske synagoge i februar. Derefter kom det vellykkede arrangement med kvindelige ministre på Marienborg på Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts.
Læs også:
Fra april til juni vil fem store nationale begivenheder sætte statsministeren i centrum på en sådan måde, at de udgør en nærmest perfekt affyringsrampe for et folketingsvalg. Imens Thorning giver den som landsmoder, arbejder oppositionslederen Lars Løkke Rasmussen nærmest i småtingsafdelingen. Onsdag var han f.eks. på besøg på Munkholmbroen over Isefjorden og hos Vestegnens Vinduer i Herlev.
De fem begivender med Thorning i centrum er:
12. april fejrer hun 10 års jubilæum som S-formand.
Hun er sikret en fornem plads i den socialdemokratiske historieskrivning. Ikke kun som den første kvindelige formand for partiet og første kvindelige statsminister i Danmark. Men også som en S-leder med samme udholdenhed som Nyrup, Anker, Krag og Stauning.
Læs også:
15. april er der gallataffel på Christiansborg Slot kl. 20.00. Thorning skal tale til Dronningen, som dagen efter fylder 75.
1. maj er hun hovedtaler på stort 1. majmøde i Fælledparken.
4. maj er er hun hovedtaler i Mindelunden ved fejringen af 70-året for befrielsen. Per Stig Møller bekræfter, at han oprindeligt skulle have talt, men er strøget af arrangementet for at skabe plads til Thorning.
5. juni fejres 100-året for kvindernes valgret over hele landet og ikke mindst ved to store arrangementer i København. Thorning er hovedtaler ved det officielle arrangement på Christiansborg. Om aftenen afvikles et stort underholdningsshow i DR-Byen.
Venstres udenrigsordfører Søren Pind er irriteret - men ikke overrasket - over den måde, statsministeren udnytter forårets begivenheder til egen fordel på. Helle Thorning-Schmidt indtager centrale roller ved flere begivenheder med stor offentlig bevågenhed i den kommende tid.
Læs også:
»Det er klart, at Helle Thorning-Schmidt udnytter situationen. I USA kalder man det ’Bring out Airforce One.’ Oppositionslederen kan jo ikke matche det faktum, at når flyet letter, så letter det.
Hun prøver at ligne en verdensmand, mens Venstres formand skal ligne en lokalpolitiker - men i virkeligheden er det jo stik omvendt,« siger Søren Pind, der længe har troet på valg i maj, og det gør han fortsat.
»Socialdemokraterne siger jo ét før valget og gør noget andet bagefter - en tradition indledt af Poul Nyrup Rasmussen og fortsat af Helle Thorning-Schmidt. Og så kan de rejse rundt til nok så mange fine arrangementer og læse det op, der ligger foran dem. Men i sidste ende bliver det oppositionens opgave at fastholde, at det handler om politik.
Det handler om, hvorvidt man synes, at et kontanthjælpsloft på 454.215 kr. er mange penge, eller om det bare er helt i orden. Om man synes, indvandringen til Danmark skal forøges, og man ikke kan stille noget op, eller man skal gøre noget ved det. Om danskerne skal have lettet skattebyrden, eller man er ligeglad med det,« siger Søren Pind.