Dansk Sygeplejeråd glæder sig over, at regeringen i forbindelse med finansloven for 2013 vil fokusere på initiativer, der skal få danskerne til at blive på arbejdsmarkedet længere.
- Der er rigtig mange mennesker, som gerne vil arbejde og bidrage til samfundet. Men på grund af sygdom, arbejdsskader eller alder, så har de ikke mulighed for at arbejde helt på samme niveau som andre. De kan nu forhåbentlig se frem til, at virksomhederne bliver inspireret til at bruge deres kompetencer, og det er godt og vejen frem, siger Anni Pilgaard, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, der repræsenterer landets omkring 70.000 sygeplejersker, i en pressemeddelelse.
Helt konkret vil beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) øremærke en milliard kroner fra den statslige Forebyggelsesfond til bedre arbejdsmiljø og seniorpakker.
- Alle skal have mulighed for et langt og godt arbejdsliv. Det har vi alle et ansvar for. Det gælder både arbejdsgivere og ansatte på arbejdspladsen, men bestemt også for os som regering. Sammen skal vi gøre alt for at skabe et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, så vi undgår ulykker og nedslidning. Samtidig er det vigtigt, at flere holder fast i tilknytningen til arbejdsmarkedet, siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.
Sygeplejerskerne håber, at sundhedsområdet vil blive tilgodeset.
- Nu bliver det spændende at følge, hvordan initiativer bliver rullet ud og kommer til fungere i praksis. Og vi vil selvfølgelig være opmærksomme på, at sundhedsområdet bliver tilgodeset, da det er et område med mange medarbejdere, der vil kunne bruge et fleksibelt arbejdsmarked, så vi får gavn af deres arbejdskraft i mange år, siger Anni Pilgaard.
Regeringen fremlægger sit forslag til en finanslov for 2013 mandag klokken 11.



