Forfatteren, debattøren og den tidligere tv-vært, Suzanne Bjerrehuus, er godt og grundigt træt af dem, hun kalder 'gammeldanskere', 'halal-hippier' og 'Politiken-segmentet', fordi de har bøjet mere og mere af overfor muslimsk levevis. 

For eksempel ved kun at servere halal-slagtet kød på Hvidovre Hospital og i børnehaver og skoler. Bjerrehuus mener, at vi er ved at nå smertegrænsen.

Det har hun skrevet et indlæg om på Facebook, og i løbet af ganske få timer blev indlægget delt mere end 3500 gange og fik mere end 6800 'synes godt om'-tilkendegivelser.

- Det er helt vildt. Men det er et eksempel på, at modstanden mod islamiseringen af vores hverdag bliver større og større. Min kritik er ikke rettet mod radikale muslimer, men mod de danske politikere og myndighedspersoner, som har solgt mere og mere ud af danske værdier, siger Suzanne Bjerrehuus til BT.

- Jeg elsker den danske kultur, hvor kvinder og mænd er ligestillede, hvor man kan ligge topløs på stranden, hvor religioner kan leve side om side, hvor man klapper sin hund, drikker sig i hegnet og utroskab ikke straffes og homoer blive gift.

- Vi har en særlig dansk kultur uden at man er sig særlig bevidst om den. Vi har brugt århundreder på at udvikle vores folkelige kultur, vi har i dag. Den skal ikke punkteres af alt, hvad der vælter ind over grænsen og slet ikke af en totalitær kultur, der tvinger os tilbage i udviklingen.

Suzanne Bjerrehuus mener ikke, at alle kulturer er lige meget værd i det danske samfund. Hun vil gerne give plads til at andre kulturer kan leve deres liv i Danmark, men hun vil ikke 'køres over' af de værdier, de lever deres liv efter.

- Det er ikke muslimerne, som kommer og tager noget fra os. Det er politikerne, lederne og rektorerne, der ikke værner om vore danske værdier, men lader alt være lige godt. Det er ikke lige godt.



- I Frankrig har man sat grænser og f. eks. forbudt niqab, hvor man ikke kan se kvindernes ansigt. Det er ikke et stort problem i Danmark endnu, men den slags hører heller ikke hjemme i Danmark. Danske politikere skal turde sætte grænser, der værner om dansk kultur.

- Jeg forventer ikke, at muslimer bare lige sætter sig op mod deres imam. Men jeg forventer, at politikere og de personer, der har ledelsesansvar i kommuner, på skolerne og i daginstitutionerne sætter sig igennem og værner om dansk kultur.

- Når man ser en kvinde i svømmehallen ligge og svømme rundt med tøj på ude i vandet, er det jo lige før, det er bizart.

- Vi skal være stolte af vores kultur og passe godt på den. Jeg har rejst en del i verden, og er så taknemmelig for den danske kultur. Jeg har tit tænkt, at paradiset måske er her hos os. Demokrati er ikke noget naturgivent, det er så skrøbeligt og vi skal passe på det.

- Tænk bare på USA. De er benhårde og har en effektiv kontrol, når folk rejser ind i landet. Det tager jo nærmest halvanden time at komme ind. Kan vi så ikke bare rydde en lille smule op, spørger Suzanne Bjerrehuus.