Modebranchen har et moralsk ansvar for det skønhedsideal, magasiner og modehuse skaber, understreger sundhedsministeren, der ikke mener, at branchen har levet op til sit ansvar.

Modebranchen lever ikke op til sit ansvar, når det gælder det skønhedsideal, den er med til at skabe.

Det fastslår sundhedsminister Nick Hækkerup (S) i kølvandet på debatten om en tynd model, der blev vist i en modeserie i magasinet Cover i februar.

Billederne af den magre kvinde vakte stor debat og fik blandt andet DFs sundhedsordfører, Liselott Blixt (DF), til at gå direkte til ministeren med et såkaldt paragraf 20-spørgsmål, hvor sundhedsordføreren ville have svar på, om ministeren agtede at tage initiativ til at se modelbureauerne efter i sømmene og få afklaret, hvordan det kan sikres, at modebranchen »ikke bruger så tynde, sygt udseende modeller«.

Det svar er nu kommet, og ministeren tager stærkt afstand fra fremstillingen af de tynde modeller.

»Jeg synes, at det er ubehageligt, at man udstiller ekstremt tynde modeller i modebranchen. Selvfølgelig har modebranchen et etisk og moralsk ansvar for det skønhedsideal, de er med til at skabe. Og det er ikke godt nok, at de ikke lever op til det ansvar,« siger Nick Hækkerup i svaret.

Modebranchen har, efter sagen rullede, præsenteret et nyt og opstammet etisk charter, som indeholder direkte regler og sanktioner for modellerne. De nye regler omfatter blandt andet et årligt obligatorisk sundhedstjek af modeller under 25 år, en aldersgrænse på 16 år for modeller i arbejde, at der serveres nærende og sund kost til modeller, der er på arbejde i mere end to timer, og at modeller til enhver tid får udbetalt løn i form af penge for deres arbejde. Og det er ifølge sundhedsministeren også på tide, at branchen tager handling.

»Derfor er det også på sin plads, at modebranchen nu tager ansvaret på sig og lancerer et etisk charter med skærpede regler,« siger han i det skriftlige svar.

Cover har undskyldt for billedet af den tynde kvinde, og forlægger Malene Malling har kaldt det »en stor fejl«.