Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har investeret en del af sin private pensionsformue i medicinalvirksomheden Novo Nordisk.

Det skriver Avisen.dk

Af ministrenes egne oplysninger om deres økonomiske forhold på regeringens hjemmeside fremgår det, at Ellen Trane Nørby som en del af sin ratepension og kapitalpension ejer aktier i Novo Nordisk for samlet set 237.000 kroner.

Som ny sundhedsminister har Ellen Trane Nørby blandt andet overtaget ansvaret for at udarbejde en ny national diabeteshandlingsplan.

Diabetesbehandling er Novo Nordisks kerneområde, og virksomheden er førende inden for diabetesforskning og produktion af insulin.

Formanden for Transparency International Danmark, Knut Gotfredsen, ser sundhedsministerens Novo-aktier som et klart eksempel på, at der mangler retningslinjer på området.

- Åbenhed er godt. Men oplysningerne i sig selv er jo ikke noget værd, hvis der ikke er nogle regler, som slår fast, at i den og den situation skal man erklære sig inhabil.

- Hvad er det for nogle ting, som en minister som Ellen Trane Nørby ikke kan, når hun har personlige interesser i et selskab som Novo Nordisk? Det er et spørgsmål, som regeringen bør forholde sig til, siger Knut Gotfredsen til Avisen.dk.

Ellen Trane Nørby fremlagde sine oplysninger i maj sidste år, da hun var minister for børn, undervisning og ligestilling.

Men hun ejer fortsat aktieposten i Novo Nordisk, bekræfter hun over for Avisen.dk.

- Jeg har ligesom mange andre danskere aktier i danske virksomheder som en del af min pensionsopsparing, og det er der fuld åbenhed om. Åbenhed er for mig at se omdrejningspunktet for, at folk kan se os som politikere efter i sømmene.

- Jeg vil lade det være op til folk selv at vurdere, om de mener, at aktier, som er erhvervet, længe før jeg blev sundhedsminister, spiller ind i mit politiske arbejde, siger Ellen Trane Nørby i en skriftlig kommentar til Avisen.dk

Som en del af satspuljeaftalen er der afsat 65 millioner kroner over de næste fire år til at løfte indsatsen over for de mange danskere med diabetes. Pengene skal efter planen forhandles på plads senere i år.

/ritzau/