Konkurrencerådet var på vej med alvorlig kritik af speciallæger for at sætte konkurrencen ud af kraft, men sundhedsminister Nick Hækkerup greb ind og forhindrede en politianmeldelse.

To dage før Konkurrencerådet var klar til offentliggøre kritik af speciallægerne, afskar sundhedsminister Nick Hækkerup (S) i praksis rådet fra at gribe ind og foretage politianmeldelse. Det skriver Jyllands-Posten.

Konkurrencestyrelsen har i mere end to år kulegravet speciallægeforeningen FAPS og undersøgt, om den har overtrådt konkurrenceloven ved at opfordre den enkelte praktiserende speciallæge til at begrænse antallet af behandlinger og holde fri eller tage på kursus, når en bestemt omsætning var nået.

Det er ifølge Konkurrencestyrelsen en klar overtrædelse af konkurrenceloven, som har skadet patienterne og betydet længere ventetider. Og styrelsen var ifølge Jyllands-Posten klar til at politianmelde speciallægernes brancheforening. Men det blev afværget, da sundhedsministeren greb ind.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger til avisen, at hun er overrasket over meldingen fra Sundhedsministeriet.

»Pludselig kom der en ny melding i mandags, og i modsætning til de to tidligere meldinger meddelte han os nu, at speciallægernes adfærd er en direkte og nødvendig følge af sundhedslovgivningen,« siger Agnete Gersing.

Formanden for Foreningen af Praktiserende Speciallæger, Carl Johan Erichsen, afviser, at konkurrencen er sat ulovligt ud af spil. Sundhedsministeren vil ikke kommentere sagen over for Jyllands-Posten.