Sundhedsminister Nick Hækkerup mener, at Sundhedsstyrelsen har truffet det rigtige valg ved at suspendere en fynsk psykiater.

Sundhedsstyrelsen har opbakning fra sundhedsminister Nick Hækkerup (S), efter styrelsen lørdag valgte at suspendere en fynsk psykiater med øjeblikkelig virkning.

Det siger ministeren til DR Nyheder.

»Det er rigtigt af Sundhedsstyrelsen at reagere omgående, når der bliver rejst tvivl om patientsikkerheden,« siger Nick Hækkerup.

Suspenderingen af den fynske psykiater kommer, efter DR Nyheder har afsløret, at den fynske psykiater har været i søgelyset for fejlbehandlinger i ti år, uden det har fået konsekvenser.

Psykiateren har ifølge DR pådraget sig et hovedtraume ved en ulykke, og Sundhedsstyrelsen mistænker ifølge dokumenter, som DR Nyheder har fået aktindsigt i, hovedtraumet for at være en mulig årsag til den fynske psykiaters problemer med eksempelvis at stille diagnoser og give medicin i store doser eller forkerte blandinger.

Den omtalte psykiater sendte en skriftligt kommentar til DR om sagen, som blev bragt fredag, og det er blandt andet på den baggrund, at Sundhedsstyrelsen har suspenderet ham.

Suspenderingen kommer i kølvandet på sagen om en hjerneskadet psykiater fra Vestjylland, der gennem flere år og trods flere advarsler til Sundhedsstyrelsen fik lov at behandle patienter, hvoraf flere angiveligt er blevet fejlbehandlet.

Der er iværksat flere undersøgelser af sagen om den hjerneskadede psykiater, og den seneste sag bekræfter Nick Hækkerup i, at der er behov for en kulegravning af Sundhedsstyrelsen.

»Det her er én blandt flere sager, der bekræfter, at der skal ryddes op i Sundhedsstyrelsen. Jeg er i gang med at rydde op og forhandler netop nu med Folketingets partier om, hvordan det fremtidige tilsyn bliver så godt, som det skal være,« siger han til DR Nyheder.