Hvis regeringens 2025-plan indeholder SU-besparelser, er det et løftebrud af dimensioner, mener oppositionen.

København. Vedvarende rygter om at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil bebude SU-indgreb, når han tirsdag fremlægger regeringens økonomiske 2025-plan, får nu oppositionen til at beskylde regeringen for løftebrud.

Det skriver Politiken.

Under den seneste valgkamp afviste Lars Løkke Rasmussen selv flere gange, at Venstre gik med hemmelige planer om et indgreb i SU-systemet.

På et pressemøde 1. juni 2015 om Venstres ungeudspil sagde Løkke ifølge Politiken, at partiet ikke havde "noget forslag om at lave SU-systemet om. Det gælder både i forhold til dem, der går på universiteterne, men også de unge og de hjemmeboende. Ingen forslag overhovedet."

I radioprogrammet Mads & Partilederne understregede Løkke 3. juni 2015, at "jeg står ved den aftale, vi har indgået om SU."

Ifølge De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, vil det være "et løftebrud af klassiske dimensioner," hvis regeringen griber ind over for SU?en.

Morten Østergaard var selv uddannelsesminister, da SR-regeringen skar i SU'en i 2013 - modsat hvad Østergaard havde lovet tidligere.

- Det står meget klart for mig fra valgkampen, at Lars Løkke lagde stor vægt på, at Venstre ikke ville beskære SU?en i en kommende valgperiode. Derfor vil jeg være meget overrasket, hvis regeringen nu er ude i en kovending om det, siger han til Politiken.

Socialdemokratiet stemmer i.

- Kan du stave til løftebrud? Det er en uskik at ophæve forlig, bare fordi man nu mener noget andet. Og det er et tegn på, at man ikke er til at stole på, siger partiets uddannelsesordfører, Mette Reissmann, til Politiken.

I en undersøgelse foretaget af Megafon for Politiken svarer 73 procent af de adspurgte, at de er helt eller overvejende uenige i, at man skal tage fra SU-modtagerne for at poste penge i andre områder. Ti procent svarer hverken-eller, og to procent svarer ved ikke.

/ritzau/