Styrelse udskyder igen database med domme

Der skulle have været truffet en beslutning om en offentlig database med domme inden årsskiftet, men nu har Domstolsstyrelsen udskudt afgørelsen til næste år.

Domstolsstyrelsen udskyder igen oprettelsen af en database med adgang til alle danske domme, og det er ikke godt nok, siger retsordførere fra begge sider af Folketinget til Politiken.

Styrelsen har flere gange meldt ud, at en beslutning om en domsdatabase ville være truffet inden årsskiftet, men nu forventer styrelsen først at træffe en beslutning i slutningen af februar, siger udviklingsdirektør i Domstolsstyrelsen Merethe Eckhardt til avisen.

Ifølge udviklingschefen er det et spørgsmål om, hvorvidt styrelsen vil afsætte de knap 10 millioner kroner, som en database ifølge hende vil koste.

Retsordfører for Venstre Karsten Lauritzen (V) har tidligere kritiseret, at Danmark som et af få EU-lande ikke har offentlig adgang til domme, hvilket han kalder skadeligt for retssikkerheden. Karsten Lauritzen undrer sig over, at styrelsen nu udskyder beslutningen.

»Det er politisk besluttet på tværs af Folketinget for år siden, og jeg undrer mig såre over, at man ikke er kommet videre med det,« siger han og tilføjer, at justitsminister Karen Hækkerup (S) om nødvendigt må gå ind i sagen for at finde penge til databasen.

Retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Skaarup (DF) vil nu bede justitsministeren oplyse, hvornår der sker noget i sagen.

»Regeringen kunne med et snuptag sætte gang i det her projekt,« siger han til Politiken.

Retsordfører for Enhedslisten Pernille Skipper (Ø) siger, at det »burde være temmelig nemt at lave sådan en database«.

Justitsminister Karen Hækkerup afventer Domstolsstyrelsens beslutning, siger hun til Politiken:

»På et eller andet tidspunkt håber jeg også, vi ender med at få den. Men jeg kan bare konstatere, at den finanslov, der lige er indgået aftale om med Venstre og Konservative, blev der ikke afsat penge til en database«.

Ifølge et svar til Folketingets Finansudvalg fra Domstolsstyrelsen i november vil en domsdatabase kunne etableres for 3,4 millioner kroner årligt i 2014 stigende til 4,2 millioner kroner i 2017. En database vil give danskerne adgang til alle domme fra Højesteret, landsretterne, byretterne og Sø- og Handelsretten. I dag koster det 12.888 kroner om året, hvis man vil have adgang til udvalgte domme via forlaget Karnov Groups betalingsdatabase over Ugeskrift for Retsvæsen.