Censorer advarer i et brev til videnskabsministeren mod dalende niveau på sprog- og erhvervskommunikation.

København: Det er ikke kun på sproguddannelser, at det faglige niveau daler. På mange uddannelser betyder færre penge per studerende, at der må spares på undervisning.

Sådan advarer Danske Studerendes Fællesråd, efter at censorer har fortalt om dalende niveau på sproguddannelser.

Miljøteknologi på DTU har blandt andet været nødt til at skære i laboratorietiden, fortæller Anders Jurin, der er næstformand for studienævnet.

- Laboratoriearbejde er rigtig vigtigt. Du kan have en masse teoretisk viden, men hvis du ikke ved, hvilke faldgruber, der er i virkelighedens verden, så kommer du ikke så langt, siger næstformanden.

- Men laboratoriearbejde kræver en del forberedelsestid fra laboranterne, og der har ikke været penge nok til at betale for de timer, der skulle til, siger han.

Censorformandsskabet for uddannelserne i erhvervskommunikation og -sprog fortæller i et brev til videnskabsminister Esben Lunde Larsen (V) om dalende kvalitet blandt de studerende.

Men det er ikke kun på sprogvidenskaberne, at kvaliteten falder, lyder det fra Danske Studerendes Fællesråd.

- På mange studier kan man se, at niveauet ikke er så højt, som man gerne vil have det, og studienævnet bliver nødt til at pille kvalitetselementer ud af uddannelserne, fordi man ikke kan betale for dem, siger formand Yasmin Davali.

Esben Lunde Larsen (V) påpeger, at det er uddannelsesinstitutionernes ansvar at sørge for at stille høje nok krav til de studerende.

- Han sender aben videre. Studienævnene og universiteterne har jo kun de penge til rådighed, som Esben Lunde Larsen giver dem, siger Yasmin Davali.

Ifølge beregninger fra Danske Studerendes Fællesråd uddanner universiteterne i dag fem elever for de samme midler, som de for fem år siden uddannede fire elever for.

- Når man tager penge fra universiteterne, så kan de studerende ikke få lige så meget feedback, lige så mange undervisningstimer eller lige så meget laboratorietid, og det er sådan noget, som løfter niveauet, mener Yasmin Davali.

/ritzau/