Formanden for De Studerendes Fællesråd, Yasmin Dawali, beklager, at uddannelsesministeren vil droppe målsætningen om, at 25 procent af alle unge skal have en akademisk uddannelse.

Uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) vil gøre op med den tidligere regerings mål om, at en fjerdedel af en ungdomsårgang skal uddannes som akademikere.

Dén udmelding bliver dog ikke just mødt med skulderklap fra de studerendes interesseorganisation, Danske Studerendes Fællesråd (DSF).

»Det er meget typisk. Den tidligere minister havde også den samme forhåbning om, at man skulle skære i antallet af unge, der får lov til at tage en videregående uddannelse. Det virker som om, det er en ting, som skiftende ministre lige skal sætte deres fingeraftryk på, og det er rigtig ærgerligt,« siger formand Yasmin Davali.

Hun er samtidig meget kritisk over for uddannelsesministerens påstand om, at mange unge overuddannes.

»Jeg synes, at det er rigtig underligt, at man er begyndt at have en italesættelse af, at uddannelse er noget, man skal prøve at begrænse mængden af. Det, der er vigtigt, er at have studerende på alle uddannelsesretninger, som får mulighed for at tage en kvalitetsudannelse og dygtiggøre sig inden for det felt, de brænder for,« siger Yasmin Davali og fortsætter:

»Skal man lytte til erhvervslivet, er det da uddannelse, der rykker i fremtiden.«

Ifølge Jyllands-Posten er andelen af en ungdomsårgang, som tager en akademisk uddannelse, faldet fra 30 procent til 28 procent. Det glæder uddannelsesminister Esben Lunde Larsen:

»At næsten 30 procent vil blive akademikere, er overuddannelse, når der ikke er nok efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi flytte flere unge over på korte og mellemlange uddannelser,« siger han til avisen.