Lars Løkke Rasmussen har taget sine tæsk og bygget sit liv op på ny. Men han kan ikke ryste fortiden af sig. Nu står han alene med ansvaret i Statsministeriets indbyggede ensomhed, mens verden konstant forandrer sig, og han forsøger at bevare kontakten til andre mennesker i sit liv. B Søndags Rasmus Karkov har mødt statsministeren.
Han synes, at hans hænder og ånde lugter af de røgede sild, han spiste i ly for regnen i teltet ved Allinge Røgeri.
»Det er sikkert bare noget, jeg bilder mig ind,« siger han.
Men tanken nager ham, når nu folk stikker hovedet helt hen til ham for at tage en selfie med deres statsminister. PET-folkene står lidt på afstand i den skrånende have, hvor Venstre har hovedkvarter under Folkemødet.
Frederik Vilhelm Greibe, der er Løkkes privatsekretær, nævner, at det er det samme, når man har spist jomfruhummer, og Løkke og hans spindoktor, Jacob Bruun, griber den og joker om, at det vist mest er de rige i Nordsjælland, der har kvaler med det – og kaviar, der sætter sig fast mellem tænderne.
Vi har talt sammen i Statsministeriet, og jeg har fulgt ham det meste af dagen på Bornholm. Undervejs har han svaret på alle mine spørgsmål om flygtninge, splittelse, arbejdsløshed og hans eget liv. Det har været en god samtale. Han har uddybet og grinet og indimellem fortalt mere, end han egentlig behøver. Men nu sidder han med armene lænet ind over bordet og kigger koldt på mig med sine rolige øjne.
»Den bog er helt lukket. Det vil jeg ikke bruge min tid på at tale om,« siger han så, mens den hvinende lyd fra en motorsav i samme øjeblik skærer gennem fuglekvidderen, og bølgerne slår ind mod den lille klippehavn i baggrunden.
Det varslede uvejr nærmer sig Allinge fra vest, og verden er blevet så usikker og diffus, at konstant skiftende meteorologiske forudsigelser er det sikreste, vi ved om fremtiden. Mens vi taler, kæmper den britiske politiker Jo Cox forgæves for sit liv.
I Orlando har en mand udført en massakre på en bøssebar, klimaforandrede superregnskyl har skabt kaos på Sjælland, mens flygtninge stadig bliver kvalt i lastbiler på de europæiske landeveje. Det er uhyrligt, men næsten hverdag. For en uge siden talte vi om, at de pludselige megaforandringer som islamisk terror, finanskrise, folkevandring og ukontrollabel ulighed skaber så mange før og efter øjeblikke, at det kan føles, som er selve tiden skåret i småstykker.
»Det er svært farvand at navigere i. Vi lever i en tid med udfordringer som digitalisering, globalisering, flygtningemigrationskrise, nye forretningsmodeller som uber, airbnb og udsigt til, at millioner af jobs forsvinder på jordkloden over de næste 10-20 år.«
»Politik er at forlænge virkeligheden med brædder, og der er ingen tvivl om, at forandringerne sker så pludseligt nu, at det er svært at gennemskue, hvordan verden ser ud om fem år. Det hele er meget komplekst, og luften er fyldt med enkle svar.«
Det er der, vi står, i verden og i landet, og midt i det er en mand, der de seneste år har trodset al modstand og erobret magten og ansvaret. Første gang, vi mødtes, talte vi om, at han under den joviale overflade kan virke sammenbidt og vred.
»Jeg kan godt være en lille smule ærekær, men jeg har også set situationer i fjernsynet, hvor jeg godt kan se, at man kan tænke »nu koger det vist«, selv om jeg ved, jeg ikke var vred, men koncentreret.«
Nu sidder han afventende i Allinge. De har advaret i ministeriet. Han vil ikke tale om det. De synes faktisk slet ikke, at det skal være sådan et interview. Mere sådan lidt sommerligt, nu hvor solen står højest på himlen, meningsmålingerne er længere nede end nogensinde før, og slipset er blevet derhjemme.
Motorsaven skærer næsten ordene i stykker, da jeg igen spørger, om formandsopgøret og selvbebrejdelsen over tab af indflydelse stadig sidder i ham. Han asker smøgen og gentager koncentreret:
»Det er en lukket bog. Jeg gider ikke bruge tid på at reflektere mere over det i åbne rum. Jeg vil ikke snakke om det nu … beklager.«
Lille Lars fra Græsted
I mange år flød hans politiske og private liv sammen. Som først amtsborgmester, folketingsmedlem og næstformand i Venstre, og siden næstformand og minister bag de største reformer kørte han gennem flere år Danmark tyndt, og for ham har politiske resultater også været noget, der blev grundlagt af de personlige relationer, der opstår i festligt lag sent om natten.
»Ja, jo, det har nok været sådan, men det er længe siden. Jeg har også rundet 50 år og er nødt til at passe på mig selv.«
Han har lagt den del af sin tilværelse om, så de ydre omstændigheder ikke længere rummer en risiko for at trække ham ned. Det var egentlig hans hustru, Sólrun, der bestemte, at de skulle flytte fra Græsted i Nordsjælland til København.
Hun ville tættere på sit arbejde, sagde hun, og selv om gasgrillen på altanen til lejligheden i Nyhavn er alt for lille til at lave kylling på dåse, »og det er et stort tab«, så er København ikke så upersonlig og fremmedgørende, som han regnede med.
Han begynder at kende dem i opgangen, og når han kommer ind i Maria’s Kiosk, lægger ekspedienten de orange Kings på disken og spørger, om han ikke skal have to pakker med det samme, »og jo, det skal jeg jo nok«.
»Før var der så langt hjem, at jeg mange aftener var bundet til Christiansborg. Hvis der var behov for at drøfte et eller andet i forlængelse af et møde, kunne man enten sætte sig ned på et kontor eller gå ud i byen og drikke et glas vin. Nu kan jeg i stedet sige »ved I hvad, jeg giver en kop kaffe hjemme hos mig«. Det har skabt en langt bedre balance,« siger han.
Men selv om han er et andet sted, kan man ikke tegne et øjebliksportræt af Lars Løkke Rasmussen uden også at nævne det, han har bevæget sig væk fra, og som han senere, da han bløder lidt op, omtaler som »de sager, du nævnte«.
Det er vokset sammen med ham, som cykelhjelmen voksede sammen med Nyrup, det stirrende blik med Fogh og Gucci-tasken med Helle. Så selv om han har lagt det bag sig og har lukket bogen, så lever fortællingen videre i den mundtlige overlevering.
Det bliver næppe tydeligere, end da en forbipasserende gjorde sig morsom på Løkkes bekostning, da han uden for statsministerens hørevidde hviskede »hvor er fadbamsen?« til sin kammerat, mens Løkke sad med sit plastickrus med danskvand yderst på langbænken i teltet ved røgeriet og spiste frokost sammen med spindoktoren og privatsekretæren. Han fortæller senere, at der var en periode, hvor han trak sig lidt fra omverdenen.
»Uden at kommentere på de sager, du nævnte før, så kan man jo sige, at jeg har slået mig lidt på nogle ting, og i hvert fald for en tid været sådan lidt mere reserveret og tænksom. Det er klart, at når man ser sig selv brandet på en meget sort/hvid måde, mens man synes, man er meget farverig – eller nuanceret er måske et bedre ord – så bliver man lidt mere tilbageholdende i en periode, selv om jeg synes, at jeg er god til at snakke med alle mennesker.
Men da han sad midt i teltet, der blev mere og mere fyldt med folkemøde-folk, som fik det samme udtryk i blikket, når de genkendte manden i den blå windbreaker yderst på bænken, var der kun en enkelt, der hilste på Lille Lars fra Græsted, som han kaldte sig første gang, han blev statsminister i et forsøg på at understrege, at han var en af folket.
Men det er han ikke. Han er statsministeren. Han siger, at der ikke er nogen forskel på mennesket og statsministeren, at der ikke er et filter til befolkningen. Men hans regering er i mindretal. Han kan hverken regere eller agere, som det passer ham. Hans livsstil og person og væsen kan sikre ham magten eller sende ham til oppositionens mørke igen, hvor han skal passe på, at stilstanden ikke får has på ham.
»Jeg kan ikke lide at vågne op til dage, hvor der ikke skal ske noget. Jeg har det dårligt i stilstand. Min energi skabes ved friktion,« som han siger.
Rollen som statsminister
Det er først, da vi bevæger os væk fra røgeriet i Allinge, at folk begynder at komme ham flygtigt i møde. En ung fyr spørger veninderne »er det ham der? Er det Løkke?« og inden de svarer, består han sin selvpålagte manddomsprøve ved at løbe hen og spørge Løkke, om han er Lars Løkke.
Det bliver til dagens første af umådeligt mange selfier. Løkke stiller sig velvilligt i midten af de unge mennesker og kontrollerer ansigtsmusklerne til et smil, men da de har fået selfien, går de med det samme væk og deler begejstringen med hinanden, mens de lader ham alene tilbage.
Jeg går lidt efter ham sammen med PET-folkene i følget. Det er kun få, der henvender sig, men der er mange, som vender sig, når de har passeret ham.
Da han stopper for at se nærmere på den lokale ejendomsmæglers annonce for en lille, billig kystlejlighed, bliver embedets indbyggede ensomhed understreget af, at selv om vi alle sammen stopper, holder vi os på afstand. I stedet står han alene med hovedet let bagover for at studere de øverste annoncer på den lille væg, indtil Frederik Vilhelm Greibe og Jacob Bruun går over og taler med ham om boligmarkedet på Bornholm.
Statsministeriet tynger alle, der kommer det nær. Da vi mødtes første gang, ventede jeg i et lille forkontor sammen med to selvsikkert udseende mænd i moderne suits, der diskuterede situationen i Malawi og Jordan, som var det noget, de havde direkte indflydelse på.
Men da den ene af dem rejste sig for at spørge vagten om noget, stammede han pludseligt tøvende. Lars Løkke Rasmussen blev selv ramt af det, da han overtog Statsministeriet første gang, selv om han observerede Fogh på tæt hold op gennem 00erne.
»Det er ikke noget, man kan forberede sig på første gang,« siger han.
»At the end of the day så er det dit ansvar det hele, og så kan du sidde og udvikle alle mulige forklaringer om, at hvis den idiot havde gjort noget andet, men du kan ikke lyve dig fra, at det er dit ansvar. Det er dig, der har udvalgt ministeren. Hvis et udspil rammer skævt, er det dig, der har sanktioneret det. Det kommer ned til, at det er dit ansvar.«
Det minder mig om et citat om Sólrun. Når man begynder på det »Sólrun holder Lars …«, bryder han ivrigt ind og afslutter det:
»... oppe, når han er nede, og nede når han er oppe.«
Jeg spørger, om det er sådan, det er, at han mest er oppe eller nede og ikke så meget midt imellem.
»Ja, det er nok rigtigt. Jeg arbejder med det. Jeg er jo ikke maniodepressiv eller noget. Men det er oplagt, at jeg er et følelsesmenneske. Jeg bærer mine følelser uden på tøjet, og hvis jeg ikke er glad, så er jeg ikke glad, men jeg arbejder ret målbevidst på at holde mig selv i godt humør. Jeg får min energi af at arbejde, og se at noget flytter sig, og det er også derfor, jeg kan arbejde så meget.«
»Jeg bliver jo både betragtet som Merkels lille skødehund, der har inviteret millioner af muslimer til Danmark og en, der nærmest fremkalder nazi-associationer hos andre«
Det, han lægger allermest vægt på i de dage, vi er sammen, er ikke bare hans egen, men det, han tror, er vores allesammens kærlighed til Danmark. Han synes, vi skal huske hinanden på den.
»Jeg elsker det her land, som jeg tror, alle gør, og den bedste måde at udleve den kærlighed er ved at passe på det og lade det udvikle sig på en måde, hvor vi ikke lovgiver om alt, men regulerer vores adfærd, fordi vi deler nogle grundværdier, der gør Danmark til Danmark.«
Hans egen kærlighed er vokset ud af velfærdsdanmarks gule parcelhuse, hvor han og de andre børn på Drosselvangen overfor vandværket i Græsted kunne gå til grænsen i sikker forvisning om at blive trøstet af en af vejens hjemmegående mødre. De var modige, fordi de var trygge.
»Hvis vi fik et søm i foden, var der altid nogen til at hive det ud igen.«
Det er noget af det, nogle mener, vi har mistet i velfærdssamfundet de senere år, hvor han har været hovedarkitekt bag en række reformer, der har reduceret mulighederne for overførselsindkomst i et forsøg på at fremtidssikre velfærdsstaten. Sikkerhedsnettet er blevet mindre med det resultat, at selv de af os i arbejde knokler os så højt op som muligt for at komme længst muligt væk fra afgrunden.
»Min fornemmelse er, at folk egentlig har fået relativ pæn tiltro til deres egen fremtid igen. Men jeg synes samtidig, at jeg møder flere og flere, der siger »vi skal nok klare os, og vores børn skal nok klare sig, men vi er godt nok bekymrede på vores allesammens vegne.« Folk tænker generelt, at det nok skal gå og holde vores tid ud, men hvad skal der egentlig blive af os, altså OS?« siger han og fortæller om Ibrahim, der kom ind i 3. klasse og var den første tyrker, han så.
»Nu har vi udsigt til, at hver 10. har anden etnisk baggrund. Det er forandrede vilkår.«
Det er de forskellige anskuelser af det, der for alvor har revet Danmark i stykker, som ikke mindst bliver personificeret i holdningen til ham.
»Jeg bliver jo både betragtet som Merkels lille skødehund, der har inviteret millioner af muslimer til Danmark og en, der nærmest fremkalder nazi-associationer hos andre.«
Hvor langt danskerne er fra hinanden, blev tydeligt efter sidste valg, da Danmarkskortet var delt i en gul Dansk Folkeparti provins og røde storbyer, der resulterede i et meget lille regeringsparti »med otte oppositionspartier«, som han siger.
»Danskerne lever ikke længere helt i den samme virkelighed. Ængstelsen når nogle mennesker hurtigere end andre. Hvis du som mig bor i København K med pænt stor indkomst, en elbil i den anden ende af kablet, og børn, der læser videre i udlandet, så er globalisering godt.
Men hvis du bor et sted, hvor det går langsommere med væksten, arbejdsløshed er en udfordring, huse står tomme og stagnerer i værdi, så tager du langt hurtigere flygtningeudfordringen helt ind i dit hjerte end i København, hvor det hele bliver noget lidt akademisk ignorant noget om, at diversitet bare er godt.«
Løsninger frem for ideologi
Det er ikke kun Europas ydre grænser, der er brudt sammen. Danskernes indre grænser er også blevet overskredet. Flygtningestrømmen har gjort politik til et personligt moralsk anliggende, hvor nogle både bogstaveligt og i overført betydning spytter fra motorvejsbroer, mens andre hjælper flygtninge videre og poster selfier af egen medmenneskelighed på Facebook. Det er endnu en ændring af vilkårene.
»Man går ikke længere bare ned foran Integrationsministeriet og demonstrerer mod det, man synes, er en forkert udlændingepolitik, men forsøger at føre sin egen udlændingepolitik. Men så længe det ikke underløber de beslutninger, der er truffet, er det kun positivt, at folk engagerer sig,« siger Lars Løkke Rasmussen.
Han er ikke så ideologisk anlagt, og så længe de hjalp flygtningene videre til Sverige, gjorde det måske ikke så meget. For ham er politik løsning på konkrete problemer. Som da eleverne på hans folkeskole blev sultne i løbet af dagen, og han som elevrådsformand gik i spidsen for, at de fik en frugtbod.
Det var basalt set det samme, han gjorde med det frie sygehusvalg, der blev udlagt som et privatiseringsopgør med velfærdsstaten, »det var en enorm ideologisk kampplads, og vi kæmpede, så blodet stod, men for mig handlede det om at løse problemet med ventelisterne«. Nu er problemerne så blevet det mere komplekse.
»Niels Bohr sagde, at »sandhedens modsætning er enkelhed« og noget af det, der sikkert også presser mit eget parti i meningsmålingerne, er, at folk gerne vil have nemme løsninger på komplicerede problemer. Men det er der ikke.«
»Vi kan ikke se os selv moralsk i øjnene ved at sige »kom« til alle som i det svenske eksperiment, og løsningen kan heller ikke blive, at vi hellere må lukke døren helt. Men jeg insisterer på, at der skal være et fælles »vi«, som går ind for de samme grundværdier i det her land, ellers ender det hele med at smuldre,« siger han.
»Det gør en kæmpe forskel at sidde med ti mennesker som den amerikanske ambassadør, skuespilchefen for Det Kongelige Teater eller fagforeningsformanden efter, at vi har løbet 5,5 kilometer og sveder, buler ud i løbetøjet og på nær få undtagelser ikke er særligt kønne.«
Løkke virker i godt humør i øjeblikket. For en måneds tid siden fik han Obama til at knække sammen af grin i Det Hvide Hus, og ved Folketingets afslutningsdebat indførte han et nybrud i dansk politik ved at takke de andre partier, der vist ikke helt vidste, hvordan de skulle reagere på at blive offentligt udstillet som medansvarlige for årets politiske beslutninger.
De første hurdler er også ovre. Irak-kommissionen er nedlagt, Carl Holst er glemt, forargelsen over asylannoncerne er som minimum reduceret til et slumrende had og Eva Kjer Hansen er væk, selv om sagen endnu ikke er det. Han er nede i maskinrummet med arbejdet på efterårets store 2025-plan.
»Forandringerne kommer så hurtigt, at det på mange måder er vanskeligere, end da vi lagde 2010-planen. Lige nu diskuterer vi for eksempel, hvem der må køre taxaerne, men hvad sker der, når de kører af sig selv?« som Lars Løkke Rasmussen siger om en af de udfordringer, han bliver nødt til at se i øjnene.
Hans løsning er groft sagt at uddanne os fleksible, gøre Danmark attraktiv for virksomheder, tjene omkostningerne til den grønne omlægning ind ved at udbrede klimatanken til resten af verden og endelig stå bedre i konkurrencen ved at sikre lønmodtagere i andre lande så gode vilkår, at det bliver dyrere for dem at producere.
Han har forberedt sig grundigt på sin anden omgang som statsminister. Han ved, hvad der gik galt første gang, han sad i det aflange værelse, og også hvad der gik galt i årene i opposition, og selv om han ikke vil tale om det mere, så har han ransaget sig selv for de valg, der fik magten til at vakle under formandsopgøret 3. juni 2014.
»Jeg spekulerede for eksempel meget på, hvordan jeg rent operationelt kunne sørge for at holde mig i kontakt med andre mennesker, så jeg ikke kun hører, hvad der sker på skoler, sygehuse, kulturinstitutioner og virksomheder via et koncentrat på et notat om, hvad folk har sagt til os.«
Derfor er han begyndt at løbe, og selv om det også handler om at komme i bedre form, så er det vigtigste vist at undslippe Statsministeriets isolation og møde de forskellige mennesker, han inviterer til at løbe med sig på Marienborg hver mandag morgen.
»Det gør en kæmpe forskel at sidde med ti mennesker som den amerikanske ambassadør, skuespilchefen for Det Kongelige Teater eller fagforeningsformanden efter, at vi har løbet 5,5 kilometer og sveder, buler ud i løbetøjet og på nær få undtagelser ikke er særligt kønne.«
Han synes også det går bedre med splittelsen. Mens den kreative klasse ironiserer over indfødsretsprøven, mener kun hver fjerde, at regeringens flygtningepolitik er for stram, og flere og flere, nu knap halvdelen, mener, at den er for slap. Selv om nogle synes, det går den forkerte vej, bekræfter det Løkkes grundlæggende fornemmelse af, at vi er blevet lidt mindre polariseret i det år, der er gået, siden han blev valgt.
»Det viste sig, at flygtningene ikke var så veluddannede og så stor en berigelse af vores arbejdskraftreserve, som mange påstod i begyndelsen. Og efter de overgreb, vi så i Köln nytårsaften, virker det, som om nogle af dem, der ellers bor i postnumre, hvor man ikke bliver så påvirket af flygtninge, men som også har døtre i nattelivet, er begyndt at overveje dimensionerne af det her.«
Trængslen er begyndt på Folkemødet. Hovedgaden er fyldt med kendisdebattører fra den kreative klasses Facebook-feed. Statsministeren går mod scenen for at holde åbningstalen, inden vi flyver hjem, for at han kan tage imod USAs udenrigsminister, John Kerry. Jeg har fundet en vej ind gennem tilskuerne, så jeg kan stå i mængden og høre, hvad han siger, når han ikke bliver begrænset af spørgsmål.
I barndommen på Drosselvangen var de andre børn jævnaldrende med hans storesøster og lillebror. Men han blev en del af fællesskabet ved at stille sig i spidsen for det.
Nu står han på scenen og taler om, at vi selv bliver større, når vi giver plads til forskellighed, at frihed også forpligter os over for dem, vi er uenige med, og at vi skal tale sammen, som de børn vi er af Grundtvig. Og selv om det er klicheer, er det alligevel som om, at vi på pladsen et øjeblik er en del af noget fælles i dette de lyse nætters land.
