Det kan godt være, at Pia Kjærsgaard mener, at kritikken bare kommer fra ”de sædvanlige”, der søger ”opmærksomhed”, men jeg er overbevist om, at oprøret fra Venstre-folkene handler om andet og mere end aftalen om grænsekontrollen og den efterfølgende polemik.

Jeg tror, at en del Venstre-folk faktisk er ved at varme op til et mere fundamentalt opgør med Dansk Folkeparti. Der er en lede og dyb bekymring ved, at man har solgt ud af liberale kerneværdier, og at prisen for blokpolitikken og DF’s dominans er blevet højere og højere, som årene er gået. For nyligt oplevede vi borgmestre fra borgerlige kommuner give udtryk for, at der var strammet nok i udlændingepolitikken. Erhvervslivets top er heller ikke begejstret for DFs indflydelse. Pia Kjærsgaard har sagt, at det her er et ”gigant-problem for Venstre”, som man må tage hånd om. Men jeg tror ikke, at det bliver let for Lars Løkke at lægge låg på denne debat. Nu er ånden ude af flasken. Både hos De Konservative og Venstre er der medlemmer, som er ved at være uendeligt trætte af, at regeringstoppen aldrig rigtigt tør sætte Pia Kjærsgaard og andre DF’ere på plads, når de ellers oplever, at der er grund til det.

Hvad synes du om kritikken af Pia Kjærsgaard? Tror du, at den er et forsmag på et opgør med Dansk Folkeparti?

Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.