Det bør være frivilligt, om indvandrere går i kirke juleaften, siger integrationsminister Inger Støjberg (V).

København. Vi bør ikke blande os i, om indvandrere går i kirke juleaften eller overholder andre kristelige højtider.

Det siger integrationsminister Inger Støjberg (V) til socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen i Folketingets spørgetid.

- Den enkelte må selv afgøre, om de vil gå i kirke juleaften eller deltage i andre kristelige højtider. Jeg mener ikke, at man skal tvinges til at gå i kirke juleaften. Man kan også helt lade være at gå i kirke, siger Inger Støjberg.

Lars Aslan Rasmussen vil vide, om hun er enig med "regeringens eneste støtteparti (Dansk Folkeparti, red.)" i, at "det at være dansk kræver, at man holder kristne højtider og går i kirke juleaften".

DF's udlændingeordfører, Martin Henriksen, sagde for nylig:

- Vi mener, at de, der kommer her til landet, langt henad vejen skal blive som danskere er flest, og for at blive det skal man kende kristendommen og dens betydning for det danske folk.

- Og man skal deltage i den del af vores kulturpakke for at opleve de ting, som samler flertallet af befolkningen i nogle fælles ritualer og traditioner.

Martin Henriksen udtalte sig som led i striden om, hvad det vi sige at være dansker.

Striden kom, da det borgerlige flertal i en folketingsdebat vedtog en tekst med bekymring om, at etniske danskere er i mindretal i ghetto-områder som Vollsmose og Brøndby Strand.

- Man har ret til at mene, hvad man vil. Det har hr. Martin Henriksen også ret til, siger Inger Støjberg.

Integrationsministeren er "fuldstændig enig" med Dansk Folkeparti i, at kristendommen udgør en stor del af dansk kultur og fundamentet i Danmark.

- Det er et fundament, som også indeholder en række frihedsrettigheder: religionsfrihed og ytringsfrihed, siger Inger Støjberg.

/ritzau/