Støjberg afviser ombudsmandens kritik af flygtningeannoncer og vil indrykke nye annoncer med nye stramninger.

København: Selv om Folketingets Ombudsmand torsdag udtaler kritik af regeringens omdiskuterede flygtningeannoncer, så får det ikke udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til at ryste på hænderne.

Hun afviser kritikken og lægger samtidig op til at lave nye annoncer med de seneste asylstramninger, som mandag blev aftalt med de blå partier og Socialdemokraterne.

- Jeg har respekt for Ombudsmanden, men jeg er ikke enig i kritikken, siger Inger Støjberg.

Ifølge Ombudsmanden er det "nærliggende, at annoncen har givet syriske flygtninge en fejlagtig opfattelse af, hvad deres situation ville være i Danmark. Annoncen kunne meget let få dem til på forkert grundlag at beslutte, hvor de skulle søge at opnå asyl".

Ombudsmanden kritiserer dermed, at annoncen fokuserer på dele af den danske asylordning, som i vidt omfang er irrelevante for syriske flygtninge.

Men ombudsmanden har misforstået, hvem der var målgruppe for annoncerne, mener Inger Støjberg.

- Han tager fejl i, at annoncerne er henvendt til syriske flygtninge. Det er de ikke. De er henvendt til alle, uanset hvor de måtte komme fra, siger Inger Støjberg.

Hun lægger samtidig vægt på, at landene omkring Danmark - senest Norge - også er begyndt at indrykke annoncer i publikationer i flygtningenes nærområder. Og det vil regeringen i Danmark også fortsat gøre.

- Jeg overvejer klart at sætte nye annoncer ikke bare i aviser, men også på Facebook og Twitter med de seneste asylstramninger, siger Inger Støjberg.

/ritzau/