Onsdag formiddag havde flere end 20.000 facebook-brugere 'liket' Inger Støjbergs verbale røffel til en flok indvandrerdrenge. Man kan vist roligt konstatere, at handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) er ikke en af dem. 

Mogens Jensen, som også er næstformand for Socialdemokraterne, kalder hendes facebook-kommentar for hadsk og generaliserende.

»Had eller handling? Jeg bruger normalt ikke energi på Inger Støjbergs sure opstød, men her gør jeg undtagelse. For det her er ikke bare hadsk og generaliserende. Det er helt uden substans og forslag. For hvad vil Venstre? Regeringen arbejder benhårdt på at forbedre mange års forfejlet integration. Vi har netop præsenteret en indsats imod radikalisering. Og kriminaliteten er den laveste siden 1980'erne. Vi handler - mens Støjberg er på vej i biffen for at lede efter sit næste skræmmeeksempel,« skriver Mogens Jensen på sin egen facebook-side.

Siden Inger Støjberg skrev sin kommentar tirsdag aften efter en uheldig tur i biografen, hvor en gruppe indvandrerdrenge ifølge hende generede alle de øvrige biografgængere, har 4.200 blandet sig i debatten alene på hendes egen facebook-side.

LÆS

Mange er ligesom Mogens Jensen forarget over, at hun fremhæver, at drengene biffen var indvandrere.

En af dem er Fatima Akareb.

Hun skriver: »Når du siger "I", generaliserer du helt vildt og jeg bliver lidt stødt, da jeg nok befinder indenfor den befolkningsgruppe du så pænt angriber, og jeg kan godt opføre mig ordenligt. Virkelig ærgerligt, hvordan dit budskab drukner i et forfærdeligt og usmageligt forsøg på at fordømme en hel befolkningsgruppe, der vitterligt ikke kan stå til ansvar eller er repræsenteret af en ung gruppe teenagere i biografen.«

Til det svarer Inger Støjberg:

»@ Fatima Aakareb, jeg skriver 'I' fordi jeg henvender mig til den flok indvandrerdrenge der generede. Det er ikke en generalisering.«