Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V), vil hurtigst muligt se på, hvilke konsekvenser det skal have for imamen Abu Bilal Ismail at opfordre til drab på jøder. Det gjorde han ved en prædiken forrige fredag.

Inger Støjberg vil først og fremmest have imamen udvist fra Danmark.

»Jeg tager skarpt afstand fra det, der foregår i og omkring Grimhøjmoskeen. Jeg mener, Abu Bilal Ismail kaster skam over islam ved at skubbe sin tro foran sig i den fuldstændig forkvaklede kamp, som han fører mod vestlige værdier,« siger Inger Støjberg og fortsætter:

»Vi skal nu kigge på, om hans udtalelser er inden for lovens rammer, og det tror jeg ikke, de er. Så vil han kunne straffes for sine udtalelser. Derefter skal vi have undersøgt, hvilket opholdsgrundlag, som han befinder sig i Danmark på. Kan han smides ud af landet, så synes jeg, at han skal pakke sine ting, for han hører ikke til her,« siger hun.

SE OGSÅ: Dansk imam opfordrer til drab på jøder

Inger Støjberg har tidligere i år besøgt Grimhøjmoskeen i det vestlige Aarhus. Hun mener ikke, at moskeen gør noget godt for samfundet, og Abu Bilal Ismails udtalelser bør også få konsekvenser for moskeen, der flere gange har været i negativt søgelys. Blandt andet har moskeens bestyrelsesformand kaldt en dansk selvmordsbomber i Irak for en helt, ligesom der tidligere har været fokus på svindel omkring aktivitetstilskud.

»Vi kan se, der foregår rigtig mange dårlige ting i Grimhøjmoskeen. Vi ved, der bliver hvervet hellige krigere til Syrien, og nu er der kommet en opfordring til drab på jøder. Det kan vi ikke sidde overhørig. Den nemme løsning er at lukke moskeen, men vi lever i et land, hvor frihedsrettighederne er helt grundfæstet, så det er ikke så simpelt,« siger Inger Støjberg og opfordrer i første omgang alle til at holde sig langt væk fra moskeen på Grimhøjvej.

Derudover skal Aarhus Kommune stoppe med at give aktivitetstilskud til moskeen.

»Jeg synes, man hurtigst muligt skal stoppe de økonomiske tilskud til Grimhøjmoskeen, og ad den vej kan man ramme moskeen også,« siger Inger Støjberg.