Det treårige integrationsprogram skal skæres ned til ét år, hvilket vil gavne integrationen, mener Støjberg.

København: Flygtninge lærer mere ved at komme ud på det danske arbejdsmarked end ved at sidde med næsen begravet i bøgerne, mener udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Hun åbner dermed op for at skære det treårige integrationsprogram ned til ét dagen før trepartsforhandlingerne mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagforeningerne.

- Ser man på integrationsprogrammet, så synes jeg, det er helt forkert, at man skal have tre år på skolebænken. Det er langt bedre at komme ud på en rigtig virksomhed og lære dansk derude.

- Der er masser af østeuropæere, der arbejder i Danmark uden stort set at kunne et ord dansk. Det er langt bedre at lære dansk, når man er på arbejdsmarkedet, siger hun til Ritzau.

Som det ser ud nu, skal kommunerne tilbyde flygtninge og familiesammenførte et integrationsprogram, så flygtningen hurtigst muligt bliver selvforsørgende gennem beskæftigelse.

Programmet kan vare op til tre år og består for personer på integrationsydelse af danskuddannelse og aktive tilbud på 37 timer ugentligt. Men det skal skæres ned.

- Det vil bestemt skabe en bedre integration, for det er ude på arbejdsmarkedet, at man bliver en del af det danske samfund og dermed også en del af den kultur og de værdier, vi har i Danmark, siger Inger Støjberg.

Dermed lægger hun sig ud med regeringens parlamentariske grundlag Dansk Folkeparti, som ikke ønsker at integrere.

- Det bliver også sagt, at hvis blot folk, der kommer fra en helt anden kultur end vores, kommer i arbejde, ja, så går integrationen nærmest helt af sig selv. Så nemt er det jo ikke, skrev DF-formand Kristian Thulesen Dahl i sit ugebrev tirsdag.

KL frygter, at regningen bliver tørret af på kommunerne, hvis integrationsprogrammet bliver skåret med to år, da staten i dag afholder udgifterne for programmet.

- Det er en ubegrundet frygt fra kommunerne. Det her handler ikke om at gøre det dyrere og mere bøvlet, men tværtimod billigere og nemmere for kommunerne. Det vil man se, når hele modellen bliver lagt frem, siger Inger Støjberg.

/ritzau/