Sammen med ministerkollega Ulla Tørnæs er Inger Støjberg i Nigeria for at tale om flygtningesituationen.

Abuja. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er på farten i øjeblikket.

Tidligere på måneden var ministeren i Norge for at lade sig inspirere af landets hjemsendelsesregler. Her mener Støjberg, at Danmark halter efter Norge.

I disse dage er Støjberg igen på tur. Denne gang besøger hun Nigeria. Og igen er hjemsendelsesaftaler på programmet.

Denne gang handler det om, hvordan Nigeria skal blive bedre til at tage imod udviste nigerianere - for eksempel fra Danmark.

Det skriver den nigerianske avis PM News på sin hjemmeside.

Her fremgår det også, at Støjberg ikke er den eneste minister med på turen. Også udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er med for skabe erhvervsmæssige kontakter mellem Danmark og Nigeria.

Det har ikke været muligt for Ritzau at komme i kontakt med hverken Støjberg eller Tørnæs.

Men ifølge PM News udtalte Støjberg tidligere torsdag, at hun har inviteret en delegation fra Nigeria til Danmark.

På den måde vil Støjberg give nigerianerne et indblik i de udfordringer, Danmark står over for i forbindelse med flygtningesituationen, som præger det meste af Europa.

/ritzau/