Det skal være umuligt at få permanent ophold, hvis man lyver i ansøgning om asyl, mener integrationsminister.

København. Det skal ifølge et nyt lovforslag fra regeringen være umuligt at få permanent ophold i Danmark, hvis man har talt usandt undervejs i sin sagsbehandling. Det skriver Berlingske.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) mener, at det er væsentligt, at asylansøgere taler sandt, hvis de skal blive danske statsborgere.

- Vi hjælper mennesker i nød, og derfor mener jeg, det er helt på sin plads, at vi stiller nogle firkantede regler om, at man skal tale sandt, siger hun.

Nogle personer kan ikke nægtes asyl efter de internationale konventioner, fordi de risikerer tortur eller forfølgelse i hjemlandet. Men permanent ophold vil fremover være lukket land.

Såvel Udlændingeministeriet og Udlændingestyrelsen som Dansk Flygtningehjælp oplyser, at der ikke findes valide opgørelser over antallet af personer, der i dag stemples som utroværdige under sagsbehandlingen.

Af samme grund kender Inger Støjberg ikke omfanget af lovtiltaget, men hun mener, at der er tale om en reel problemstilling.

Ministeriet oplyser eksempelvis, at i tre ud af fire sager, hvor en uledsaget mindreårig blev taget til alderstest i 2016, traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at vedkommende var over 18 år.

Udsigten til regeringens stramning nummer 65 på udlændingeområdet bekymrer formanden for Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Jytte Lindgård.

Hun mener, at forbrydelsen ikke står mål med den sanktion, som regeringen lægger op til.

Dansk Flygtningehjælps asylchef Eva Singer bakker op om Jytte Lindgårds holdning.

- I den her type sager bliver der sagt utroligt mange ting, der kan bygge på misforståelser. Det kan være tvivl om tolkning eller misforståelser af, hvad der bliver spurgt om, siger hun.

Forslaget har på forhånd politisk opbakning i Folketingssalen, da støttepartiet Dansk Folkeparti støtter initiativet.

Regeringens forslag til en ændring af udlændingeloven sendes i høring lørdag.

/ritzau/