På De Radikales landsmøde i Nyborg tegner der sig et flertal for vedtagelse af et krav om øremærket barsel, selv om partileder Morten Østergaard for længst har sagt, at han ikke vil rette sig efter det.

Selv om et flertal af de delegerede på De Radikales landsmøde i Nyborg denne weekend skulle stemme for vedtagelse af et krav om øremærket barsen, så har partileder Morten Østergaard for længst meldt ud, at han ikke agter at rette sig efter det, skriver Politiken.

Derfor er der lagt op til en afstemning af ren symbolsk karakter.

En foreløbig rundspørge tyder ifølge avisen på, at der i partiets bagland er opbakning bag en øremærkning, som det også oprindeligt fremgik af regeringsgrundlaget.

Morten Østergaard har tidligere i et interview med Politiken slået fast, at han ikke kommer til at arbejde for øremærkning foreløbig, da det for ham at se kræver, at den samlede barselsperiode samtidig bliver forlænget.

»Jeg vil altså ikke trave helt ind i dagligstuen og træffe den beslutning på vegne af de danske familier, med risiko for at børnene kommer til at se mindre til deres forældre«, sagde Morten Østergaard dengang til Politiken.