Statsrevisorerne udtaler deres skarpeste kritik af Miljø- og Fødevareministeriets håndtering af fiskekvoter.

København. Statsrevisorerne har ni grader af kritik, de kan fremsætte. Og de har været helt oppe på øverste hylde i sagen om Miljø- og Fødevareministeriets håndtering af fiskekvoter.

- Det er en hidtil uset dårlig forvaltning, der har været omkring de her fiskekvoter, siger Peder Larsen (SF), Statsrevisorernes formand.

- Det er helt uforståeligt, at Folketinget har fået vildledende oplysninger.

- Den er gal på alle tangenter.

Sagens kerne er, at ministeriet ikke har understøttet Folketingets ønske om, at fiskekvoterne ikke måtte koncentreres på for få hænder.

Gennem de sidste 15 år har en lille gruppe fiskere opkøbt store mængder af kvoter - uden at ministeriet har grebet ind.

Skandalen har indtil videre betydet, at to topembedsmænd i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen er blevet fyret.

Og så er fiskeriområdet flyttet fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til Karen Ellemann (V), der nu kan kalde sig Minister for Fiskeri, Ligestilling og Nordisk Samarbejde.

Peder Larsen vurderer, at fejlene er gået fra Landsbrugs- og Fiskeristyrelsen og videre op i ministeriets departement til ministeren, som "formodentlig" har været i god tro.

Og sagen drejer sig ikke udelukkende om Esben Lunde Larsen, men også de fire V-ministre og tre S-ministre, der har siddet på området i perioden.

- De har stolet på nogle embedsmænd, som de nok ikke skulle have stolet på, siger Peder Larsen.

I den nye beretning fra Statsrevisorerne lyder det blandt andet:

- Statsrevisorerne påtaler skarpt, at Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning af fiskerikvoterne har været uprofessionel og helt utilstrækkelig.

- Forvaltningen har ikke understøttet Folketingets intention om, at kvoterne ikke måtte koncentreres på for få fiskere.

Hvorvidt der skal være yderligere konsekvenser vil Statsrevisorerne overlade til Folketinget.

/ritzau/