Ikke bare håndboldlandsholdets træner, men også min frisør er fra Island, siger statsministeren under besøg.

København. I øjeblikket studerer og arbejder 8000 islændinge i Danmark.

Det viser de stærke forbindelser mellem de to nordiske lande, og relationerne skal blive endnu stærkere.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som tirsdag fik besøg af den islandske præsident, Guðni Thorlacius Jóhannesson.

- Islændinge studerer og arbejder i alle sektorer. Det er lige fra landstræneren på vores håndboldlandshold til min egen frisør.

- På alle områder i det danske samfund har vi stor glæde af islændinge. Vi har gode relationer, og vi skal gøre, hvad vi kan for at gøre dem bedre, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han peger på, at Island og Danmark har gavn af et tæt samarbejde i Nordisk Råd, Nato og i forhold til Arktis.

Ifølge den islandske præsident, Guðni Thorlacius Jóhannesson, bliver islændinge altid mødt af "venlighed, når vi kommer til Danmark":

- Det er lige som at være hjemme. Vi kan næsten ikke gøre relationerne mellem Island og Danmark bedre, siger Guðni Thorlacius Jóhannesson og tilføjer til latter fra Lars Løkke Rasmussen:

- Men kan vi hjælpe jer med at vinde i håndbold, så gør vi gerne det.

Under besøget har det islandske præsidentpar haft følgeskab af en erhvervsdelegation på 20 af de største islandske virksomheder. De har deltaget i et seminar i Dansk Industri sammen med danske virksomheder.

Præsidentparret har desuden mødt dronning Margrethe, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard.

/ritzau/