Lejepriserne for studerende stiger år for år. Samtidig vælger flere og flere studerende at bo i forældrekøb.

København. Netop i disse uger er der studiestart for en stor del af de 65.165 studerende, som er blevet optaget på en videregående uddannelse. Det betyder, at boligjagten er i fuld gang for mange unge, som skal flytte til en ny by.

Men boligen kan blive både dyr og svær at finde. Sådan har det været i årevis - men det bliver mere og mere udtalt.

Studerendes husleje stiger nemlig år for år, og det tyder på, at markedet for billige studieboliger er mere presset end nogensinde før.

Det mener forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen.

- Selv om der i mange studiebyer er fokus på at skaffe en masse studieboliger, så er det bare ikke nok, siger hun.

Den gennemsnitlige husleje for studerende inklusiv varme og vand er fra 2016 til 2017 steget fra 3300 kroner til 3600 kroner. Det svarer til en stigning på ni procent.

Det viser en ny måling foretaget i juni, som YouGov har gennemført for Nordea blandt 1009 unge i alderen 18-29 år. 596 af de adspurgte er under uddannelse.

YouGov har tidligere foretaget lignende målinger, og fra 2015 til 2016 steg lejeprisen kun med fem procent.

Det pressede marked bør få studerende til at søge bredt, mener forbrugerøkonomen.

Men bred søgning er ikke nogen garanti for en billig lejebolig, understreger hun.

- Mange vil nok indvende, at ikke alle kan bo på Nørrebro. Men selv hvis man søger efter lejlighed i Ballerup eller en anden omegnskommune, får man ikke bare kastet en billig lejlighed i hovedet, siger Ann Lehmann Erichsen.

De seneste beregninger fra Dansk Byggeri viser, at der på landsplan potentielt mangler 24.000 boliger til nye studerende op til studiestart i år.

Landsorganisationen for studerende, Danske Studerendes Fællesråd (DSF), mener, at der snart må gøres noget ved manglen på studieboliger.

- Hvis ikke de helt basale ting er i orden, så er der en øget risiko for, at den studerende dropper ud af sin uddannelse, siger Sana Mahin Doost, forkvinde i DSF.

Hun foreslår, at der hurtigt bygges flere studieboliger, for eksempel kollegieværelser.

Ifølge YouGov's undersøgelse er andelen af studerende, der bor i forældrekøb, fra 2013 til 2017 steget fra 7 til 12 procent. Samtidig er andelen, der bor i kollegieværelser, faldet fra 22 til 10 procent.

De mange forældrekøb har en social slagside, mener Sana Mahin Doost.

- Det er rigtigt glædeligt for dem, der har mulighederne for et forældrekøb, men det er der jo rigtigt mange, der ikke har, siger hun.

/ritzau/