Tøjindkøbet til Venstreformand Lars Løkke Rasmussen blev blandt andet dækket af en sponsor. Venstres bagland kræver fortsat yderligere dokumentation i sagen.

Da Venstres partikasse betalte 152.000 kroner for tøjindkøb til partiformand Lars Løkke Rasmussen (V), skete det blandt andet med støtte fra en sponsor. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisen er der tale om en større del af regningen. Detaljerne kom frem på mødet i partiets 24 mand store forretningsudvalg tirsdag aften, bekræfter en række af deltagerne.

»Vi fik at vide, at der var en sponsor, der betalte det meste af beløbet,« siger en anonym kilde til Jyllands-Posten.

En anden kilder mener, at sponsoren har betalt omkring halvdelen at tøjregningen.

»Som jeg forstår det, så har sponsoren dækket de udgifter, der var i 2011 til tøj.«

De nærmere detaljer om tøjsponsoratet såsom, hvem der stod bag eller størrelsen, kom dog ikke frem på mødet.

Ifølge regningerne, der kommer fra tøjbutikken Zornig på Frederiksberg, og som Ekstra Bladet fået, købte Venstre i 2011 tøj for omkring 72.000 kroner til Lars Løkke Rasmussen, men regningen i 2010 lød på 79.500 kroner.

»Der er mange sponsorer i Venstre, der giver sponsorater til alt mulig. Så der er da ikke noget odiøst i, at der er sponsorer inde over det her,« siger en tredje kilde, der hørte orienteringen tirsdag i forretningsudvalget til Jyllands-Posten.

Flere personer i Venstres bagland kræver med de nye oplysninger om tøjsponsoreren mere klare svar og mere dokumentation.

»Der er så mange uldne ting i sagen, at det ville være rart, hvis Venstre viste sig som det parti, jeg holder af, og lægger det hele på bordet. Vi kan ikke blive ved med at leve med, at der hele tiden kommer lidt nyt frem,« siger Preben Rudiengaard, der sad i Folketinget for Venstre fra 1998 til 2011.

Han bakkes op af Bo Nygaard Larsen (V) fra Solrød Kommunes byråd.

»Løkke vil ikke svare på, om han har betalt skat, og hvornår han i givet fald har gjort det. Det er han nødt til gøre, hvis han overhovedet skal fremstå troværdig,« siger han.

Venstre ønsker ikke at kommentere sagen over for Jyllands-Posten.