»Jeg bilder mig ind, at jeg har både format og kapacitet til at udrette noget stort,« læste Nyrup med vantro en dag i januar 2001.

Personen, der havde skrevet disse linier, var hverken A.P. Møller, grundlæggeren af Carlsberg eller eventyrdigteren H.C. Andersen.

Brevskriveren var derimod Billy Adamsen. Han havde barslet med en idé, som han absolut måtte dele med sin chef, partiformand og statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Den stærkt skrantende avis Det Fri Aktuelt skulle forvandles til en »moderne succesavis«, og da nu Nyrup ikke ville gøre Billy til chefredaktør, sådan som han havde foreslået ham i et brev ugen forinden, overtrumfede Billy nu sin egen idé med en endnu bedre én af slagsen.

Nyrup burde oprette et »Arbejderbevægelsens Medieråd«, som avisen skulle lægge ind under.

- Med din opbakning vil jeg selvfølgelig godt være direktør for foretagendet. Ganske enkelt fordi jeg vel nok er en af de få, der har format og tilstrækkelig viden/mod til at løfte opgaven, skriver Billy Adamsen i et brev dateret 22. januar 2001.

Og 17. februar 2001 skriver han:

- Nu har jeg den fordel, at jeg ikke har ligget på den lade side gennem livet...

Så følger nye breve med fantasifulde planer om at oprette et »Socialdemokratiets Oplysnings Råd« med Billy som direktør. Før da ville han gerne udpeges til mediekommissær og boss for et europæisk mediecenter.

Senere samme år slår han over i ren skamros af sin chef og bliver i et brev dateret 10. oktober ganske højstemt:

- Vores forhold er nået til det unikke punkt, atomfysikere kalder for en »kernerelation«, i de fundamentalt afgørende øjeblikke søger vi mod hinanden og opnår det ypperste vores tænkning kan præstere, skriver Billy og karakteriserer deres samarbejde som en »atomfysisk sensation«, der burde kaste en Nobelpris af sig.

Nogle måneder efter valgnederlaget i 2001 skriver Billy til Nyrup og spørger, om han vil ringe til den engelske premierminister Tony Blair og anbefale ham, så han kan komme på besøg i Downing Street 10.

Han foreslår, at Nyrup kalder ham en »intelligent rådgiver og skarp mediepolitik analytiker, der er værd at lytte til og bruge tid på.«

Nyrup ignorerer brevet.