Med Anders Fogh i front skulle der gøres op med småstats-tankegangen. Danmark skulle tage ansvar ude i verden ud fra holdningen om, at intet folk er skabt til et liv uden universelle frihedsrettigheder som ytringsfrihed og demokrati. Fogh angreb 'ånden' fra Anden Verdenskrig og dens nutidige 'arvtagere'.
I dag må det konkluderes, at værdikampen i udenrigspolitikken mest af alt var et indenrigspolitisk stunt. Designet til at dele folk op i får og bukke. I feje, tilpasningsparate tøsedrenge på den ene side af hegnet og modige, uegennyttige frihedskæmpere på den anden.
For i løbet af 2009 blev der leflet for Kina, vendt det døve øre til de iranske demonstranters bøn om frihed og ændret attitude i Afghanistan. Demokrati og menneskerettigheder er gledet langt ned i forhold til målet om sikkerhed. Vores sikkerhed.
Fogh viste sig selv fra den tilpasningsdygtige side, da han i foråret gik efter Nato-posten. Nu skulle værdikrigeren med udlængsel ikke længere risikere at sige noget, der kunne støde muslimske lande.
Efterfølgeren, Lars Løkke Rasmussen, må også have følt noget engang for andres frihedskamp - for han drog i 1988 til Afghanistan og lod sig fotografere med en kalashnikov i hånden i sympati med mujahedinernes oprørskamp mod Sovjet-kommunisterne.
2009 blev så året, da Lars Løkke kort før klimatopmødet præsterede det officielle knæfald for det kinesiske kommunistiske diktatur med erklæringen om, at Danmark modsætter sig Tibets selvstændighed. Ikke at Løkke i Bella Center fik noget ud af sin leflen for verdens nye brutale supermagt.
Man må forvente, at Venstres fremtidige værdikamp bliver kujonens. At modet maksimalt rækker til at nikke Islamisk Trossamfund en verbal skalle eller kritisere lande, som ingen betydning har for Danmarks strategiske eller økonomiske interesser.
Med vemod mindes man Jens Rohdes ord fra Muhammed-krisen, dengang Venstre-manden fik kvalme over Arlas ynkelige forsøg på at genoprette sin eksport ved at rose rædselsregimet i Saudi-Arabien: 'Mine frihedsrettigheder er ikke til salg for to liter mælk .'
Hvor der handles, der spildes, og man skal som bekendt ikke græde over spildt mælk , men det er svært ikke at få en klump i halsen over Venstres ophørsudsalg i værdikampen.
